Mens Donald Trumps kontroversielle chefideolog har travlt med at forene de europæiske højrepartier, er han ikke imponeret over det nye højrefløjsparti i Danmark, Stram Kurs.

Det gjorde han klart under en middag i Oslo Militære Samfund forleden, hvor også den voldsdømte provokunstner Uwe Max Jensen deltog som en af fem danskere.

Han stiller op for Stram Kurs til folketingsvalget, og endte mildt sagt med at få en spand koldt vand i hovedet, da højrefløjsideologen Steve Bannon stillede Uwe Max Jensen til regnskab, beretter norske Nettavisen.

Steve Bannonn havde læst om de koranafbrændinger, der gentagne gange har fundet sted i tilknytning til Stram Kurs' partileder Rasmus Paludans demonstrationer - men som Rasmus Paludan bedyrer, han ikke direkte er involveret i.

»Hvad opnår du med det?«, spurgte Bannon og fortsatte:

»Der hvor jeg kommer fra, ville vi aldrig acceptere afbrænding af biblen.«

Steve Bannon ville hellere diskutere global økonomi og samhandel frem for islam.

Det er ikke første gang, Stram Kurs vækker opsigt uden for landets grænser. Partiet har været omtalt i flere udenlandske medier, blandt andet den store internationale mellemøstligt baserede nyhedskanal Al-Jazeera.

Historien beskriver blandt andet Paludans koranafbrændinger.

Derudover beskriver Al-Jazeera Stram Kurs-lederens politik om, at Danmark er for "etniske danskere", og at "praktiserende muslimer" skal sendes ud af landet.

Også den velansate britiiske avis The Guardian, det store erhvervsmedie Bloomberg og nyhedsbureauet Reuters har i løbet af de seneste uger skrevet længere historier om Paludan.

Steve Bannon fungerede som chefstrateg i Det Hvide Hus frem til august 2017 og var med til at føre kampagne for Donald Trump ved præsidentvalget i 2016.