Alle venter, at ja-siden vil vinde klart. Stemmeprocent var på 78 procent, siger lokal tv-station.

Kirkuk. Optællingen af stemmer efter en afstemning i det nordlige Irak om Kurdistans løsrivelse er gået i gang, skriver nyhedsbureauet Reuters. Stemmelokalerne blev lukket klokken 19:00 (klokken 18.00 dansk tid).

Resultatet af afstemningen, der blev indledt mandag morgen, ventes at blive offentliggjort inden for 72 timer.

Ved afstemningen blev vælgerne stillet over for et enkelt spørgsmål, som blev stillet på kurdisk, tyrkisk, arabisk og assyrisk: Støtter du, at regionen Kurdistan og Kurdistans områder bliver et uafhængigt land?

Et stort antal kurdiske indbyggere stemte ved afstemningen og ignorerede advarsler og trusler om konflikt og uro fra Bagdad, det internationale samfund, Tyrkiet og Iran.

Afstemningen var organiseret af de kurdiske myndigheder. Ifølge Reuters ventes ja-siden, som støtter en løsrivelse, at vinde klart.

Men afstemningen er ikke bindende, men den vil give Masoud Barzani, som leder den regionale regering i Kurdistan, mandat til at forhandle om, at den olierige region løsriver sig.

Iraks politi indførte udgangsforbud på valgaftenen. Det skete efter, at det irakiske parlament tidligere på dagen beordrede styrker til at tage til kurdiske områder i forbindelse med den omstridte afstemning.

Valgdeltagelsen ved afstemningen var på 78 procent, meddeler tv-stationen Rudaw ifølge Reuters.

Barzani, der står i spidsen for det kurdiske parti (KDP), har været leder af det kurdiske område siden 2005.

Kurderne har siden 1991 reelt haft et selvstyreområde i Irak.

/ritzau/Reuters