TV2 News' korrespondent i Kairo, Steffen Jensen, blev onsdag eftermiddag overfaldet af demonstranter.

Det kan være farligt at være korrespondent i orkanens øje. Det må Steffen Jensen sande efter han onsdag blev overfaldet af demonstranter, mens hans stod og rapporterede live for TV2 News.

- Jeg fik en gang tørre tæv med knytnæver og køller. Men så kom der nogle andre, som jeg ikke ved, hvem er, og forsøgte at beskytte mig, fortæller en rystet Steffen Jensen Til TV2 News.

- De tævede mig, fordi de fordi de ville forhindre mig i at tale i telefon med jer. Jeg blev overfaldt af en flok mænd, som ville have min mobiltelefon og mit pas, men jeg nægtede at udlevere det. De truede mig med slagvåben, men nogle moddemonstranter kom mig til hjælp, lød det fra en dybt chokeret Steffen Jensen til TV2 News.

- Nu sidder jeg mellem to panservogne og mit pas er blevet taget fra mig. Det er ikke sikkert om jeg i øjeblikket sidder her, fordi jeg bliver beskyttet af soldaterne eller om jeg reelt er tilbageholdt. De vil ikke lade mig gå i hvert fald, siger han.

Steffen Jensen har det efter omstændighederne godt.