I flere dage i træk har eksperter, USA og europæiske statsoverhoveder ventet en russisk invasion af Ukraine hvert øjeblik.

I nyhedsmedierne fylder billeder af Vladimir Putins alvorlige ansigt og eksperters bekymring for krig alt.

Men i den travle russiske metropol Moskva ser man anderledes på det.

»Det generelle synspunkt er, at der er meget hysteri,« siger Steen Sørensen.

Han har boet og arbejdet som forretningsmand i Rusland i næsten to årtier.

Steen Sørensen mener heller ikke selv, at verden er så sort og hvid, som Vesten gør den til.

»Det bliver beskrevet som det gode mod det onde, men verden er mere kompliceret end det,« forklarer han.

I Danmark og USA taler man eksempelvis om russisk misinformation og utroværdige statsstyrede medier i Rusland.

Steen Sørensen i Rusland.
Steen Sørensen i Rusland.
Vis mere

Men i Moskva kigger mange russere – og også Steen – på vestlige mediers dækning på samme måde.

»Der er ingen tvivl om, at USA er førende inden for informationskrig, når først den amerikanske propagandamaskine går i gang.«

Også i det danske mediebillede oplever Steen Sørensen en forholdsvis ensidig dækning af konflikten, som i hans optik bliver pustet op.

»Ingen herovre tror på krig. Situationen med Ukraine har indtil nu generelt ikke været noget, som man diskuterer eller taler meget om på arbejde eller med vennerne,« siger han.

Steen Sørensen er som dansker med indsigt i Rusland ikke alene om at mene, at Vesten overfokuserer på den russiske præsident, Vladimir Putin, og glemmer nuancerne.

Det samme påpeger forhenværende ruslandskorrespondent Flemming Rose også i et interview med Berlingske.

»Det er ikke bare et dansk problem. Det er et generelt problem ved den vestlige debat,« siger han.

De russere, som Steen Sørensen møder og taler med i sin hverdag, har svært med at se, hvorfor Rusland skulle invadere Ukraine.

De fleste i Rusland er enige om, at præsident Putin er en pragmatiker, og en umotiveret krig mod Ukraine er ikke pragmatisk, lyder det.

»Men det er klart, at Putin ønsker at sende et signal til Vesten med det her,« siger Steen Sørensen.

Og ligesom Flemming Rose påpeger Steen Sørensen, at man ofte glemmer de perspektiver, som belyser sagen fra Ruslands side.

»Man føler, at Rusland er blevet taget ved næsen af NATO og USA, som udgør en trussel for dem,« siger han.

De seneste dage er konflikten begyndt at fylde mere i det russiske nyhedsbillede, fordi overtrædelserne af våbenhvilen langs grænsen ved de selvudråbte republikker Donetsk og Luhansk i det østlige Ukraine er taget til. Men en egentlig krig og invasion forventer ingen.

For mange russere fylder bekymringerne omkring det derfor heller ikke meget.

Steen Sørensens største frygt er til gengæld den række af økonomiske sanktioner, som USA ofte truer med.

»Man føler, at amerikanerne bare leder efter en undskyldning for at indføre sanktioner,« siger han.