Lyt til artiklen

'Monkey'.

Det var de seks bogstaver, der stod plastret på den drik, en kunde lige havde bestilt på Starbucks i Annapolis Mall.

I en video til CNN, forklarer kunden, Monique Pugh, at hun var den eneste sorte kvinde i butikken, og at hun er overbevist om, at den ansatte bevidst skrev ordet abe på hendes kop.

Tidsstemplet, der var trykt på etiketten, stemte nemlig overens med hendes ordre, forklarer hun. Hun er samtidig chokeret over hændelsen og den behandling, hun fik af medarbejderen.

»Hvis du ikke hørte mit navn, skulle du have sagt: 'Undskyld mig, kan du gentage dit navn?' Det gjorde hun ikke en eneste gang. Hun kaldte mig det, som hun ønskede at kalde mig,« forklarer hun noget oprevet.

Starbucks har efterfølgende kaldt hændelsen for »beklagelig« og har givet en dybfølt undskyldning til kunden. De mener dog, at etiketten er lavet ved en fejl.

»Det er dog ikke den varme og imødekommende oplevelse, vi ønsker at skabe for vores kunder, og vi arbejder aktivt på at sikre, at dette ikke sker igen,« lyder det fra virksomhenden.

»Vi undersøger bedre muligheder for at træne vores personale i at forstå kulturelle og racemæssige følsomheder for at sikre, at alle fremtidige interaktioner er imødekommende og inkluderende.«

De oplyser desuden, at medarbejderen er blevet suspenderet.