Carrie Fisher, som opnåede stjernestatus som prinsesse Leia i Star Wars, skal ifølge rapporter begraves sammen med sin skuespillermor Debbie Reynolds, blandt en masse helte fra Hollywoods gyldne tider, skriver 9news.

Ifølge tv-stationen ACB bliver der holdt en privat mindehøjtidelighed for familien og nære venner i morgen, torsdag.

Debbie Reynolds søn Todd Fisher har fortalt ABC, at han planlægger en højtidelighed ved Forest Lawn Memorial Park i Hollywood Hills med hjælp fra Carrie Fishers datter, Billie Lourd.

Avisen Hollywood Reporter citerer et medlem af familien for at bekræfte, at torsdagens højtidelighed bliver holdt i Beverly Hills, hvor Reynolds og Fisher var naboer.

»Jeg er ikke sikker på, hvad de vil kalde det - en begravelse eller gravøl - men det bliver på torsdag i deres hus,« siger kilden.

»Det bliver helt, som de begge ville have det, at de er sammen.«

Blandt de mange berømtheder, der er lagt til hvile på Forest Lawn-kirkegården, er Bette Davis, der spillede rollen som Reynolds mor i 'A Catered Affair' og Reynolds nære ven Liberace.

Stumfilmstjernen Buster Keaton og Oscar-vinderen Rod Steiger er også begravet der.

Carrie Fisher døde som 60-årig på et sygehus i Los Angeles, fire dage efter at fået et hjerteanfald på at transatlantisk fly.

Hendes mor, Debbie Reynolds, der spillede med i 'Singin' in The Rain', døde dagen efter af en hjerneblødning, mens hun var i gang med at forberede Fishers begravelse.