En stille, rolig og ligefrem mand, som ikke gjorde det store væsen af sig selv.
Sådan beskriver venner og bekendte ifølge den norske avis Dagbladet den 46-årige Alwan Ahmed Alawneh.
Nu er den norsk-palæstinensiske mand genstand for en sand menneskejagt både i Norge og resten af verden, og hans navn og portræt bliver delt på diverse medier.
Det var nemlig hans otte-årige datter og tidligere samlever, der onsdag eftermiddag blev fundet døde i et hus i bydelen Vågsbygd i Kristiansand.
Nu er Alawneh sigtet for dobbeltdrabet på de to.
De afdøde blev sidst set i live tirsdag aften, og kort efter blev den efterlyste mand set i et supermarked i Kristiansand.
Siden har han været som sunket i jorden.
Politiet understreger, at man – trods sigtelsen og efterlysningen – stadig efterforsker sagen bredt, og at en sigtelse ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at man er skyldig.
Sagen har skabt skræk og rædsel både i og uden for Norge, og særligt i det ellers så rolige kvarter, hvor de boede, er naboerne i chok.
Særligt er de afdødes pårørende naturligt nok berørte af sagen, siger deres bistandsadvokat, Åse Johnsen Drabløs, til Dagbladet:
»Mine klienter er i en helt uvirkelig situation,« siger hun og tilføjer:
»Dette er ret svært for dem. De ønsker jo, at han skal blive fundet, så hurtigt som muligt.«
Den sigtede mand boede ikke længere sammen med mor og datter.
Ifølge den norske avis' oplysninger flyttede han fra adressen for en måneds tid siden.
Han har norsk statsborgerskab, men stammer oprindeligt fra Palæstina.
I den lokale afdeling af Den Palæstinensiske forening i Norge har sagen skabt chok og fortvivlelse.
»Vi møder nyheden med chok, tårer og tristhed, og vi sender vores varmeste tanker og dybe medfølelse med familie og pårørende, som er ramt i denne forfærdelige situationen,« lyder det i en pressemeddelelse fra foreningen.
Politiinspektør Cecilie Pedersen siger til avisen, at politiet stadig arbejder på at klarlægge hændelsesforløbet og motivet.
»I denne sag ved vi ikke med sikkerhed, hvem gerningspersonen er, så motivet er også vanskeligt at slå fast.«