Sri Lankas præsident håber på at kunne indsætte sin bror som premierminister efter parlamentsvalg onsdag.

Efter flere udskydelser går srilankanerne til stemmeurnerne onsdag for at vælge et nyt parlament.

Inden afstemningen er gået i gang, står præsident Gotabaya Rajapaksas parti som favorit til at vinde.

Valget er to gange blevet udsat i år på grund af den igangværende coronapandemi, men regeringen og valgmyndighederne har nu sagt, at landet har kontrol nok over virusset til at afholde valg.

Valget er vigtigt for præsident Rajapaksa, der skal bruge et flertal på to tredjedele til sit parti, da det vil give ham forfatningsmæssige beføjelser til at ændre og udvide præsidentembedets magt.

- Jeg har brug for stemmer til at gennemføre mit økonomiske program, siger Rajapaksa, der vandt præsidentvalget i Sri Lanka i november.

Hvis hans parti vinder, håber præsidenten at kunne indsætte sin bror, tidligere præsident Mahinda Rajapaksa, som premierminister og dermed stramme familiens greb om de 21 millioner indbyggere, der bor i Sri Lanka.

Afstemningen finder sted under strenge restriktioner.

Vælgerne skal holde en meters afstand mellem sig, bære mundbind og vaske hænderne, hver gang de rører ved noget.

Mundbind må kun fjernes, når vælgerens identitet skal verificeres.

Embedsmænd opfordrer også vælgerne til at medbringe deres egne kuglepenne.

- Der er ingen risiko for, at du vil blive smittet med coronavirus i valglokalerne, siger valgkommissionsformand Mahinda Deshapriya.

Natten til onsdag dansk tid har Sri Lanka registreret 2834 smittetilfælde med coronavirus og 11 dødsfald, hvilket er markant mindre sammenlignet med andre sydasiatiske lande.

Oppositionen, ledet af Sajith Premadasa, advarer kraftigt imod at give mere magt til præsident Rajapaksa og siger, at det vil gøre Sri Lanka til et diktatur.

Resultatet af parlamentsvalget forventes at blive offentliggjort torsdag.

/ritzau/Reuters