Noget er råddent i hjertet af Storbritannien. I hvert fald hvis man spørger Harry og Meghan – og det gør Oprah Winfrey i det interview, der vises på dansk og britisk fjernsyn mandag aften.

Dronningen vil ikke blive oppe og se interviewet, og premierminister Boris Johnson »har bedre ting at tage sig til«. Men de er nok blandt de få, der ikke tirsdag morgen vil have siddet klistret til skærmen. i Storbritannien.

De britiske aviser var mandag spækket med nyheder, analyser og på det videre forløb for kongehuset, og i løbet af mandagen strømmede reaktionerne ind. Det er tydeligt at interviewet deler vandene.

»Jeg er rasende over det, jeg har set. Det var to timers tilsvining af vores kongelige familie, monarkiet, alt hvad dronningen har brugt sit liv på«, sagde tv-værten Piers Morgan på Good Morning Britain.

»Stærkt gået min uselviske ven, Meghan Markle. Jeg har selv mærket den institutionaliserede racisme og sexisme, som bruges mod kvinder, der ikke er hvide for at fornedre os og knække os«, skrev tennisspilleren Serena Williams på Twitter

Interviewet med Harry og Meghan har global rækkevidde. Intet sælger Storbritannien bedre i den store verden end kongehuset. Dronning Elisabeth er et elsket symbolsk statsoverhoved for 130 millioner mennesker, hvoraf langt over 50 procent vel at mærke ikke er hvide.

Så når Dronningens barnebarn taler ud om, hvad han ser som racisme og nærmest umenneskelig, kold behandling af hans elskede af den institution, han er vokset op i, så spærrer verden naturligvis øjnene op.

»Jeg kunne se historien gentage sig, og jeg kunne ikke leve med det«, sagde Prins Harry, der støtter op om sin kones anklager om indgroet racisme og mobning i det kongehus, som rigtig mange briter spejler sig i.

Kongehuset er i forvejen presset af skandalen om prins Andrews venskab med den nu afdøde, pædofilidømte Georffrey Epstein, og det sidste Dronning Elisabeth har brug for er en ny kongelig skandale.

Sprængfarlige anklager om institutionaliseret racisme, sexisme og en umenneskelig kulde mod Meghan Markle, som hun siger drev hende til tanker om selvmord, har skaft heftig debat på britiske medier.

Der er i interviewet referencer til udtalelser med racistiske undertoner fra en prominent person i Kongehuset

I hidtil usete klip udgivet af CBS mandag bekræfter prins Harry, at det hverken er den hospitaliserede Prins Phillip eller dronningen selv, der var ophavsmand til bekymrede bemærkninger om, hvor mørk huden på parrets dreng mon ville blive.

Den internationale presse har reageret skarpt på interviewet. Franske Libération skriver, at en ny kongelig krise kan komme til at overvælde kongehuset, mens spanske El Pais taler om bombe efter bombe i et to timers bombardement på det britiske kongehus.

Labours uddannelsesordfører, Kate Green, krævede i dag en grundig undersøgelse af beskyldninger om racisme i Kongehuset. Det ville premierminister Boris Johnson dog ikke høre tale om.

Det er tydeligt, at interviewet rammer en generationskløft, hvor mange ældre, der i øvrigt også i højere grad definerer sig selv som royale støtter, har større forståelse for kongehuset. Mens de yngre i højere grad er på Harry og Meghans side.

»I et moderne samfund er kongefamilien det nærmeste mange kommer på religion. De betyder kun noget, hvis de kongelige rammer noget i befolkningen«, siger forfatteren til tv-serien 'The Crown', Robert Lacey.

Iagttagere funderer mandag over, hvorvidt det britiske kongehus er i stand til at forny sig i tilstrækkelig grad til at kunne appellere til en generation, der i langt højere grad tager bladet fra munden, hvis de er utilfredse med den behandling de får.

Muligheden for forsoning mellem generationerne i kongehuset synes lige nu langt væk.