Bliver ens fly forsinket grundet spildt brændstof på startbanen, har man ikke ret til kompensation i EU.

I EU har flypassagerer ret til økonomisk kompensation, hvis deres fly bliver forsinket tre timer eller mere.

Man kan dog miste den ret, hvis ekstraordinære omstændigheder er årsag til forsinkelsen.

EU-Domstolen slår onsdag fast, at spildt brændstof på en lufthavns startbane skal ses som en ekstraordinær omstændighed.

Så længe brændstoffet ikke er spildt af det selskab, hvis fly er forsinket, har selskabet ikke pligt til at betale kompensation for forsinkelser.

Afgørelsen falder i en sag anlagt af Andrés Moens, hvis flyrejse med selskabet Ryanair fra Italien til Belgien blev over fire timer forsinket i 2015.

Der var sket et større brændstofspild på startbanen i lufthavnen i Treviso. Flytrafikken var derfor indstillet i to timer.

EU-Domstolen vurderer altså, at dette var en ekstraordinær omstændighed. Det vil sige, at forsinkelsen var ude af Ryanairs hænder, og at Andrés Moens må tage tomhændet hjem fra retten i Luxembourg.

Moens havde krævet 250 euro i erstatning for sin tabte tid, som er basissatsen for EU's lovpligtige kompensation. På flyrejser, der strækker sig over mere end 1500 kilometer, er kompensationen højere.

Afgørelsen er principiel og gælder for alle flyselskaber i alle EU-lande.

/ritzau/