Ved et tyveri i påsken hos et værdihåndteringsfirma i London kan der være stjålet smykker og juveler for helt op til to milliarder kroner.

STORBRITANNIEN: Op mod 70 værdibokse er blevet rippet for smykker i Hatton Garden, der er kendt som Londons juvelkvarter på grund den omfattende handel med smykker, diamanter og andre finere ædelstene.

Tyve udstyret med kraftigt klippeværktøj har hen over påskeweekenden tiltvunget sig adgang til bokse i værdihåndteringsfirmaet Hatton Garden Safe Deposit. Scotland Yard blev alarmeret om det store indbrud tirsdag, og man arbejder lige nu på at finde tyvene og få givet besked til de kunder, der har fået stjålet deres smykker, skriver BBC.

Smykkerne, der nu er i tyvenes besiddelse, kan vise sig at udgøre et milliardbeløb, vurderer Roy Ramm, tidligere chef for Flying Squad, en specialenhed under britisk politi, der tager sig af berigelseskriminalitet, over for BBCs Radio 4.

»Jeg vil ikke være overrasket, givet at det er Hatton Garden, hvis beløbet er 200 millioner pund (godt to milliarder danske kroner red.),« siger han til radiostationen og understreger, at beløbet formentligt aldrig når til offentlighedens kendskab.

Et af de største tab ved tyveriet frygtes at være en diamant til en værdi af fem millioner danske kroner.

The Sun skriver, at tyvene skulle have fået adgang til firmaets bankbokse gennem en tunnel og siden en elevatorskakt, hvor de har kunnet bryde gennem en væg ind til den del af bygningen, hvor smykkerne opbevares.