Tyskerne har ventet usædvanligt længe på en regering oven på valget til Forbundsdagen sidste efterår.

Bonn. Fire måneder efter valget til Forbundsdagen er Tyskland kommet ét skridt nærmere en ny regering.

Søndag har et flertal af de cirka 600 delegerede fra socialdemokratiske SPD stemt "ja" til at forhandle videre om en koalitionsaftale med Angela Merkels konservative union (CDU) og det bayerske søsterparti, CSU.

Det er sket på en ekstraordinær partikongres i Bonn, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Op til afstemningen opfordrede SPD-leder Martin Schulz på det kraftigste sine partifæller til at godkende en skitse for koalitionen, som de to parter blev enige om tidligere på måneden.

Og det gjorde de altså, til partilederens store tilfredshed.

- Vi er lettede. Resultatet viser, at vi var nødt til at kæmpe for dette flertal.

- Men vi har stadig lang vej foran os, siger Schulz med henvisning til, at der stadig er masser af detaljer, der ikke er på plads.

Den foreløbige skitse til regeringsgrundlaget på 28 sider indeholder angiveligt en grænse for antallet af flygtninge, der kan komme til Tyskland hvert år, ligesom der også bliver sat et loft for, hvor mange der kan få tilladelse til familiesammenføring.

Og så skulle SPD ifølge Reuters også have givet indrømmelser til Merkel på arbejdsmarkeds- og sundhedsområdet.

Tyskerne har ventet usædvanligt længe på en ny regering.

Det skyldes blandt andet, at SPD oven på et stort valgnederlag afviste at fortsætte regeringssamarbejdet med Merkel og CSU.

Men partiet ændrede holdning, da det stod klart, at en fortsat storkoalition var den eneste reelle mulighed for at danne en regering.

Det kan dog stadig ende anderledes. Schulz har nemlig lovet medlemmerne af SPD, at de også skal godkende en endelig regeringsaftale.

Men han har samtidig også tilkendegivet, at han ikke mener, at der er noget alternativ.

- Nyvalg er ikke den rette vej, siger han.

I første omgang skal man dog forhandle regeringsgrundlaget på plads, og det kan sagtens vare frem til april.

Derfor er der udsigt til fortsat politisk dødvande i Europas største økonomi.

De finansielle markeder har dog indtil videre været upåvirket af usikkerheden, formentlig fordi man forventer, at parterne nok skal nå i hus med projektet.

/ritzau/