Kæmpe snestorm i Spanien efterfølges af arktiske temperaturer. Forholdene har ført til flere dødsfald.

I Danmark advarer DMI onsdag om et iskoldt døgn med sne og blæst. Men i sammenligning med det spanske vintervejr blegner de hjemlige forhold en smule.

Efter historiske mængder sne melder det centrale Spanien således om rekordlave temperaturer.

Mindst syv mennesker er døde på grund af de ekstreme forhold, skriver BBC.

Senest er to hjemløse døde i Barcelona, og ældre opfordres til at blive hjemme.

I de tidlige morgentimer tirsdag dalede temperaturen til minus 25 grader i Molina de Aragón og Teruel i bjerge nogle hundrede kilometer øst for Madrid.

Det er Spaniens koldeste nat i mindst 20 år, skriver det britiske medie.

Dermed lever området Molina de Aragón op til sit kaldenavn, "Spaniens Sibirien".

Men de arktiske temperaturer hærger hele landet, og is og sne har gjort oprydningen på veje og i byer efter stormen Filomena særdeles besværlig.

- En iskold morgen med historisk lave temperaturer klart under sæsonnormalen over hele landet, skriver Spaniens nationale vejrtjeneste, Aemet, på Twitter ifølge nyhedsbureauet AFP.

I hovedstaden Madrids Barajas-lufthavn var temperaturen natten til tirsdag nede på minus 13,2 grader.

- Siden 1920 har der kun været 15 dage, som har været koldere, skriver Aemet på Twitter.

Mandag bidrog et utal af knoglebrud på isen til en særdeles travl dag på Madrids hospitaler, som i forvejen er under pres på grund af corona.

Den spanske avis El Mundo skriver ifølge BBC på baggrund af kilder inden for sundhedsvæsnet, at der var over 1200 tilfælde af frakturer mandag i området omkring Madrid.

Hundredvis af træer er blevet beskadiget af snefaldet, og parker er lukkede, mens folk opfordres til ikke at gå under grene, som risikerer at falde ned på indbyggerne.

- Alarmtilstanden er ikke ovre, og vi må udvise ekstrem forsigtighed, når vi bevæger os til fods og i bil, sagde indenrigsminister Fernando Grande-Marlaska til et pressemøde tirsdag.

Frost og sne ventes at fortsætte i de kommende dage, men dog med lidt mildere temperaturer, skriver AFP.

I Danmark ventes onsdag mellem frysepunktet og tre graders varme. Der kan nogle steder komme mellem tre og syv centimeter sne, skriver DMI.

/ritzau/