Lyt til artiklen

Det har længe været en potentiel katastrofe af et uvirkeligt omfang.

Europas største atomkraftværk har i efterhånden flere måneder været indhyllet i krigen mellem Ukraine og Rusland. Frygten er, at en ulykke ved Zaporizjzja-værket kan ende i uoverskuelig atomulykke.

En der vil få Tjernobyl-ulykken til et blegne.

Senest har inspektører fra det internationale atomenergiagentur IAEA forsøgt at få adgang til værket, der er under russiske besættelse i den ukrainske region af samme navn.

Torsdag lykkedes det så for chefen for IAEA, Rafael Grossi, og hans hold af inspektører at komme ind.

Og herfra var den umiddelbare melding dyster.

Det enorme atomkraftværk er blevet ramt i forbindelse med Rusland og Ukraines krigshandlinger. »Adskillige gange,« fastslog Grossi.

Han og holdet på i alt 14 inspektører har til opgave at finde frem til, om en katastrofe lurer. Er der overhængende fare for en atomulykke?

Det har været en langstrakt proces for atominspektørerne at få lov til at få adgang til Zaporizjzja-værket.

Rusland har gentagne gange modarbejdet ønsket om inspektion. Først da Kina satte foden ned, måtte russerne godtage, at Grossi og hans hold kunne komme til.

Alligevel bruger russerne besøget som en sejr.

»Rusland ser det her som en anerkendelse af, at det er russisk territorium. Russerne udnytter tydeligt det her,« siger Flemming Splidsboel fra DIIS.

Russiske soldater ved Europas største atomkraftværk, Zaporizjzja-værket.
Russiske soldater ved Europas største atomkraftværk, Zaporizjzja-værket. Foto: YURI KOCHETKOV
Vis mere

Han følger indgående situationen i Ukraine og Rusland.

Igennem uger og måneder har kampen om Zaporizjzja-værket stået. Ikke mindst om sandheden.

Gentagne gange har ukrainerne beskyldt Rusland for at gamble med verdens sikkerhed ved at gemme militære køretøjer og personale på værkets område.

Ligeledes har de beskyldt russerne for at beskyde området i og omkring værket vel vidende, at det kunne resultere i en ulykke af dommedagslignende proportioner.

Den anden vej har Rusland gentagne gange anklaget Ukraine for at foretage angreb tæt på det enorme værk.

Flemming Splidsboel mener, at Rusland lige nu udnytter situationen til deres egen fordel.

»Rusland har det sommetider med at skabe problemer, så de selv kan være med til at løse dem, så de kan fremstå som den store helt,« siger Flemming Splidsboel.

»Vi har set det med den manglende eksport af korn fra Ukraine, som var med til at skabe hungersnød andre steder i verden, og vi ser det nu med Zaporizjzja-værket,« siger han.

IChefen for IAEA, Rafael Grossi, i Ukraine for at se næmere på Zaporizjzja-atomkraftværket.
IChefen for IAEA, Rafael Grossi, i Ukraine for at se næmere på Zaporizjzja-atomkraftværket. Foto: GENYA SAVILOV
Vis mere

Og spændingerne omkring Europas største atomkraftværk er fortsat højaktuel.

IAEAs inspektørernes besøg blev nemlig udskudt med adskillige timer, da der var sprængninger i nabolandsbyen.

Såvel Rusland som Ukraine har anklaget modparten for at stå bag.

Alligevel er det en optimistisk Rafael Grossi, der kunne tale frit med pressen, efter han havde forladt det russiskkontrollerede området omkring værket og igen var på ukrainskkontrolleret jord.

»I løbet af få timer var vi i stand til at samle en masse information. De vigtigste ting, jeg havde brug for at se, så jeg,« sagde han ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

De kommende dage er det meningen, at en gruppe af IAEAs inspektører bliver ved værket for at gå yderligere i dybden med deres arbejde.

En potentiel atomkatastrofe kan stadig nå at blive afværget.