Kemoterapi virkede ikke på 11-årige Arthur, og derfor er han et af flere leukæmiramte børn på London's Great Street Hospital, som har testet en alternativ behandling, der skulle være langt mindre giftig. 

Det skriver BBC.

Behandlingen hedder Blinatumomab, og har allerede tilladelse til at blive brugt på voksne med leukæmi (blodkræft, red.). Eksperter håber at vise, at det også er en sikker behandling for børn, skriver mediet. 

Blinatumomab er immunterapi, der opsøger kræftceller, således at ens eget immunforsvar kan genkende og ødelægge dem:

»Kemoterapier er gift, der dræber de syge celler, men de dræber og beskadiger også normale celler – og det er det, der forårsager bivirkninger. Blina er en blidere, venligere behandling,« siger professor Ajay Vora til mediet. 

For 11-årige Arthur virkede lægemidlet da også bedre end kemoterapien, der gjorde ham meget dårlig.

 Som »en lille smule solskin,« ifølge drengens forældre.

Ikke mindst fordi, den sparede familien mange ture til hospitalet.

Blinatumomab kommer nemlig i en pose væske, hvor behandlingen løber gennem patientens blodårer ved hjælp af en batteridrevet pumpe. Og sådan en pose kan holde i dagevis. 

Derfor kunne Arthur således bære rundt på sin behandling i rygsækken, mens han fik glimt af barndommen tilbage. 

I slutningen af 2023 fik familien og ikke mindst 11-årige Arthur den bedste nyhed: Behandlingen havde virket, og han var kræftfri. 

Ifølge Aarhus Universitetshospital er der en række bivirkninger ved lægemidlet. Den hyppigst forekommende af slagsen er CRS (Cytokin Release Syndrom, red.)

CRS er en alvorlig bivirkning, der kan vise sig ved feber, kulderystelser, lavt blodtryk, åndenød, hovedpine, kvalme, træthed, udslæt og i sjældne tilfælde neurologiske bivirkninger.