Sagerne drejer sig om alt fra seksuelt misbrug af børn til misbrug af støttemidler fra 1990'erne til i dag.

SOS Børnebyerne har igangsat en undersøgelse af sager om misbrug af børn og støttekroner i både Afrika og Asien.

Det oplyser organisationen.

Udmeldingen kommer, efter at en indledende rapport, der blev fremlagt i slutningen af april, fandt flere problematiske forhold i 20 af de 137 lande, som SOS Børnebyerne arbejder i.

Rapporten blev bestilt af organisationen i november sidste år, efter at de første beskyldninger om misbrug dukkede op for tre år siden.

I alt undersøges 22 specifikke sager fra 1990'erne og frem til i dag. Sagerne handler om alt fra korruption til misbrug af støttemidler og beskyldninger om seksuelt misbrug af børn.

Flere af de sager, som den eksterne undersøgelse kortlægger, stammer ifølge Politiken fra børnebyer, hvor driften af børnebyerne blandt andet er finansieret med støtte fra danske faddere.

Mads Klæstrup Kristensen, der er direktør i SOS Børnebyerne i Danmark, fortæller, at det blandt andet gælder Tanzania, Kenya, Cambodja og Somaliland.

Han siger, at organisationen har svigtet sit ansvar.

- Det vi laver, er at passe på børn. Hvis vi fejler, og hvis vi ikke lærer nok af vores fejl, så svigter vi jo det løfte, vi har givet til de børn.

- Vi er der kun for at ændre deres hverdag til noget bedre. Vi har ikke været gode nok til at lære af ting, der kunne have hjulpet os med at undgå, at fejl og overgreb gentager sig, siger han til Politiken.

Han har endnu ikke modtaget den eksterne undersøgelse og er derfor ikke bekendt med, hvad kritikken konkret går på i de enkelte lande.

Det har til gengæld Lars Munch, der er bestyrelsesformand for SOS Børnebyerne.

Han fortæller til Politiken, at der er tale om sager med vold, omsorgssvigt, overgreb og korruption.

Han mener ikke, at den danske afdeling af SOS Børnebyerne har et særligt ansvar for de lovbrud, der er sket i byer, som danskere står fadder til.

Han skriver i en mail til Politiken, at "alle, der arbejder for SOS Børnebyerne, bærer et ansvar, men at det direkte ansvar ligger i de enkelte lande, der arbejder som selvstændige organisationer under SOS-paraplyen".

SOS Børnebyerne har over 40.000 ansatte på verdensplan og hjælper årligt cirka 1,2 millioner mennesker - primært børn.

En uafhængig kommission skal nu undersøge sagerne dybere og komme med forslag til strukturelle ændringer i organisationen.

Kommissionens rapport forventes at være færdig i anden halvdel af 2022.

SOS Børnebyerne vil kompensere ofrene fra en særligt oprettet fond "på flere millioner euro".

SOS Børnebyerne modtog i 2019 cirka 10,4 milliarder kroner i donationer og støtte fra regeringer. Det viser organisationens seneste årsrapport.

/ritzau/AFP