Der er lidt uenighed omkring tallene. Men sikkert er det, at James Gandolfinis nærmeste ikke kommer til at lide nød.

Således arver teenagesønnen Michael (14) dét, der svarer til et sted imellem 90 og 120 millioner kroner. Den næsten nyfødte datter Liliana arver et tilsvarende beløb.

Begge børn får selvfølgelig først rådighed over pengene, når de er fyldt 21 år.

Men her slutter ''Sopranos'-stjernens gavmildhed ikke.

Således arver Gandolfinis nuværende kone Deborah Lin værdier til over 90 millioner kroner.

Filmstjernens to niecer arver hver tre millioner kroner. Gandolfinis assistent får 1,2 million kroner. En ven, Thomas Richardson får samme beløb.

Og endelig bliver der 300.000 kroner til gudsønnen Robert Parish.

Gandolfinis to søstre, Joanna og Leta modtager også en arv i millionklassen. Men disse tal er ikke offentliggjort. 

James Gandolfini var bedst kendt som mafiaboss, Tony Soprano fra tv-serien 'The Sopranos'. Den 51-årige skuespiller døde 19. juni - under en ferie i Italien.