Mundheldet 'højt at flyve dybt at falde' har aldrig været mere passende, eftersom det er R. Kelly, der står bag sangen 'I Believe I Can Fly'.

Robert Sylvester Kellys karriere styrtdykker nemlig med en spurvehøgs hast, efter at han er blevet tiltalt for at have haft mere end 30 ulovlige seksuelle forhold til mindreårige piger.

Flere musikstjerner såsom Lady Gaga, Chance The Rapper og Pheonix har offentligt taget afstand, men nådestødet kommer i kraft af, at Sony - som har fungeret som pladeselskab for 'Kongen af R&B' siden 2012 - ikke længere ønsker at samarbejde R. Kelly.

Sony vil stadig eje rettighederne til musikerens bagkatalog og profitere på de hits, han har udgivet, pointerer Variety Men bortset fra dét, så er der lukket for det varme vand.

Beskyldningerne kom første gang i 1994, hvor R. Kelly blev erklæret for pædofili, da han giftede sig med den blot 15-årige sangerinde Aaliyah, som han havde kendt, siden hun var 12 år.

I 2002 førte en lækket hjemme-sex-video med sangeren og to unge piger igen til anklager om pædofili og voldtægt.

I 2008 var Chicago-sangeren og produceren endnu en gang mistænkt for overgreb på en mindreårig. Men det lykkedes ham at blive frifundet igen-igen-igen.

Men skabet har de seneste måneder stået på vid gab, og skeletterne er væltet ud med en sådan styrke, at det ser særdeles sort ud for R.Kelly.

Det er især BBC-dokumentarserien 'Surviving R. Kelly', som kaster nyt lys over R. Kelly-sagerne og et flittigt brugt hashtag '#MuteRKelly' indikerer, at 'kongen af R&B' måske snart må give kronen videre til en anden.

To efterforskninger i henholdsvis Atlanta og Chicago forsøger at komme til bunds i de mange anklager mod R. Kelly. Det sker efter, at Buzzfeed i 2017 påstod, at han opererede i såkaldte sexkulte i begge byer. Det skriver Vulture.

R. Kelly udgav i 1998 sangen 'If I Could Turn Back the Hands of Time', som handler om, at han gerne ville kunne rejse tilbage i tiden.

I dag 21 år efter tænker han (formentlig) stadig den tanke.