Efter det mest blodige angreb i Somalias historie ventes regeringen at indlede offensiv mod ekstremistgruppe.

Mogadishu. Antallet af omkomne fra et dobbelt bombeangreb i Somalias hovedstad, Mogadishu, sidste lørdag fortsætter med at stige.

Ministeriet for indenlandsk sikkerhed oplyser sent fredag, at 358 mennesker er bekræftet omkommet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ingen har taget skyld for angrebet. Somalias regering mener dog, at den militante, islamistiske bevægelse al-Shabaab står bag.

Regeringen har besluttet at beordre en offensiv indledt lørdag mod al-Shabaab med deltagelse af tusindvis af soldater. Det oplyser en talsmand for militæret til nyhedsbureauet AP.

Tidligere fredag oplyste USA's militær, at det har genoptaget kampen mod al-Shabaab.

Ifølge flere medier var bombeangrebet i Mogadishu det dødeligste i Somalias historie.

Antallet af sårede er opgjort til 228. Desuden er 56 personer meldt savnet. Det oplyser Somalias informationsminister, Abdirahman Osman, ifølge AP.

Over 120 sårede personer er med fly bragt til behandling på hospitaler i Kenya, Sudan og Tyrkiet.

En selvmordsbomber kørte lørdag en lastbil ind i et befærdet kryds foran et hotel i hovedstadens regeringskvarter. Her sprængte han sig selv og lastbilen i luften.

Mange bygninger blev totalt ødelagt. Somalias efterretningstjeneste mener, at målet for angrebet i virkeligheden var den internationale lufthavn i Mogadishu. Adskillige lande har deres ambassader ved den stærkt bevogtede lufthavn.

Men i stedet eksploderede bomben i en menneskefyldt gade, efter at soldater havde skudt mod lastbilen og punkteret et af lastbilens dæk. Bomben vejede ifølge sikkerhedstjenesten mellem 600 og 800 kilo.

To timer senere eksploderede endnu en bombe i distriktet Medina.

Fredag samledes tusindvis af sørgende somaliere på stedet for den første eksplosion for at bede for ofrene.

- Denne smerte vil vare ved i årevis, sagde den person, der ledte bønnerne, ifølge AP.

Fredag var Mogadishu-området udsat for endnu et angreb, da en bilbombe eksploderede cirka 20 kilometer fra byen. Et øjenvidne siger til Reuters, at han så to dræbte personer ved bilen.

/ritzau/