Som teenager langede han burgere over disken på den lokale McDonald's og tog nattevagten på tankstationen.

Nu er han verdens rigeste kryptovaluta-entreprenør.

Det er ikke sikkert, at navnet Changpeng Zhao siger dig så meget.

Men det er ham, der står bag kryptovalutaen binance, som nu har været med til at gøre den 44-årige mand ganske formuende. For ikke at sige ekstremt formuende.

For der er sket en del, siden han flippede bøffer i en McDonald's i canadiske Vancouver, hvor han voksede op. Siden har han arbejdet som softwareudvikler, og da han i 2013 først hørte om kryptovalutaen bitcoin, var der ingen vej tilbage:

»Han hørte om bitcoin under et pokerspil i 2013, hvorefter han besluttede at gå 'all-in' på krypto ved at dedikere sit liv til det,« lyder det ifølge CNN i en beskrivelse af forretningsmanden på hans hjemmeside.

Det førte til, at 'CZ', som han kaldes, i 2017 udviklede kryptovalutaen Binance.

Nu har erhvervsmediet Bloomberg for første gang vurderet hans formue i deres Bloomberg Billionaires Index – og det sender ham højt op på listen.

Faktisk overgår han Asiens rigeste, Mukesh Ambani, mens han er godt i gang med at udfordre andre techgiganter som Mark Zuckerberg og Google-stifterne Larry Page og Sergey Brin.

Helt præcist anslås hans formue til at være på 96 milliarder dollar, hvilket svarer til 630 milliarder danske kroner.

Det menes dog også, at den 44-årige forretningsmand kunne være endnu rigere, da Bloombergs formueestimat ikke tager hensyn til hans private beholdning af kryptovaluta, som både inkluderer bitcoin og binance coin, der nu kaldes BNB.

Det virker dog ikke til, at hans egen placering på listen over de rigeste i verden betyder så meget for ham.

Efter Bloombergs offentliggørelse skrev Changpeng Zhao en kort besked på Twitter:

'Lad være med at bekymre jer om ranglister. Fokuser på, hvor mange mennesker du kan hjælpe.'

Den besked fulgte han op med en yderligere tirsdag:

'Upopulær holdning: I stedet for formueranglister burde der være en rangliste med velgørenheds- og filantropiindsats.'

Til CNN fortæller en talsmand for binance også, at den kinesisk-canadiske entreprenør har planer om at give store dele af sin formue væk:

»CZ har intention om at give det meste af sin formue væk, selv 99 procent af sin formue, ligesom andre entreprenører og grundlæggere,« lyder det.

De seneste år har nogle af verdens rigeste forretningsmænd underskrevet et såkaldt 'Giving Plegde', hvor de lover at give en stor del af deres formue til velgørenhed. Blandt underskriverne finder man navne som Mark Zuckerberg og Bill Gates, som også var med at starte initiativet.