Regnen har høvlet ned i endeløse timer, og floden er gået over sine bredder.

En østrigsk by er forvandlet til et stort vandbassin, mens gaderne er blevet til glidebaner.

To personer vover pelsen og betræder en strid strøm, men benene fejes straks væk under dem, og pludselig er det en kamp for overlevelse.

De driver ned ad vejen, mens de monstrøse bølger skvulper omkring dem. Deres arme fægter febrilsk efter noget at gribe fat i, men de sluges af vandmasserne.

Inden længe træder en tredje person til for at hjælpe dem op.

Han rives ligeledes ned i bassinet og giver efter for strømmen.

Den dramatiske scene udspillede sig lørdag i byen Hallein i det nordlige Østrig. Byen ligger i en dal mellem bjerge, der tårner sig op på begge sider.

Et videoklip florerer nemlig på Twitter af to modige – eller nærmere dumdristige – personer, der trodsede enhver form for sund fornuft, da de valgte at betræde en kraftig strøm af grumset vand, der bragede ned gennem en gade i byen.

Heldigvis kom hverken de to eller den tredje person noget til, da vandet drev dem ind gennem en port, hvor strømmen var mindre kraftig. Her kunne de uskadte rejse sig op igen.

Scenen kan ligne noget fra en katastrofefilm. Men det er virkeligheden for tusindvis af mennesker i disse dage, der kæmper imod de ekstreme oversvømmelser, der fortsat hærger Mellemeuropa.

Kuldepolen, der har skabt historiske oversvømmelser, og som har taget livet af foreløbig 183 personer i Tyskland og Belgien, er drevet ned til Alperne.

Her har oversvømmelserne nu altså også ramt Østrig hårdt, hvor flere floder er gået over deres bredder.