Man kommer ikke tættere på krigen. De to soldaters uredigerede videoer viser den rå virkelighed ved fronten i Ukraine.

B.T. har talt med de to unge ukrainske soldater om deres hverdag og fået tilladelse til at bringe deres optagelser i videoen øverst i artiklen.

På en af optagelserne ligger 26-årige Ros i beskyttelse bag en bunke jord med sit gevær. Han drejer sit kamera og viser en kampvogn et stenkast væk, som skyder mod russerne i en eksplosion af røg og ild. Han er en del af den ukrainske hærs absolutte spydspids i krigen.

»Det er skræmmende, det er meget skræmmende her,« siger Ros, som af sikkerhedsmæssige årsager er hans kaldenavn.

Den ukrainske soldat Ros har filmet ildkamp fra forreste linje med sin mobiltelefon. Du kan se flere af videoerne øverst i artiklen.
Den ukrainske soldat Ros har filmet ildkamp fra forreste linje med sin mobiltelefon. Du kan se flere af videoerne øverst i artiklen. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Uanset hvor vred jeg er på russerne, så gør det mig så ondt at se deres lig ligge på jorden. Ingen fjerner dem.«

Ros kæmper i udkanten af hovedstaden, Kyiv, som siden den russiske invasion har været udsat for intense og konstante kampe.

Det viser en anden af Ros' optagelser fra en sønderbombet hovedvej med udbrændte køretøjer ved floden Irpin på vej mod Kyiv.

B.T. har verificeret lokationen af den og andre videoer samt krydstjekket uniformernes synlige militære mærker med offentlige informationer. Et af mærkerne på uniformen viser en vandret pil, som hører til amerikanske Wisconsin Army National Guard 32nd Infantry.

Netop denne amerikanske brigade trænede ukrainske soldater i 2020, og  soldater udvekslede formentlig militærmærker i den forbindelse.

I Ukraines næststørste by, Kharkiv, optager 23-årige Fedor videoer fra sin hverdag.

Han er officer i det territoriale forsvar og fortæller, at hans optagelser er lavet for at vise verden, hvordan virkeligheden er under krigen.

Mange mennesker følger stadig krigens udvikling i nyhederne, men Ukraines yngre generation bidrager nu også med unikke indblik i krigen, som bliver set af millioner.

I en af Fedors optagelser sidder han på ladet af en bil med to tilfangetagne mænd, som har bind for øjnene.

»Det er to prorussiske separatister, som fotograferede strategiske objekter,« forklarer Fedor om videoen.

23-årige Fedor beskytter byen Kharkiv mod den russiske invasion.
23-årige Fedor beskytter byen Kharkiv mod den russiske invasion.
Vis mere

Men selvom de to unge soldater ofte viser sig selv i et glorificeret lys, er krigen alt andet end ungdommelig heroisme.

»Levevilkårene er svære. Den militære rutine er travl, vi er underernærede og har konstant søvnmangel,« siger 26-årige Ros.

»Vi sover på jorden, i ødelagte huse eller på basen. Jeg vil ikke kalde det en drøm.«

Han har allerede mistet fornemmelsen af, hvilken dag på måneden det er, og hvor længe krigen har varet.

Soldaten Ros bruger blandt andet panserværnsvåben mod kampvogne. Samme type våben har Danmark sendt til Ukraine.
Soldaten Ros bruger blandt andet panserværnsvåben mod kampvogne. Samme type våben har Danmark sendt til Ukraine. Foto: Privatfoto
Vis mere

Nætterne er det absolut værste, forklarer Ros. Ligesom soldaten Sergei, som B.T. også har talt med, fortæller, kommer artilleriet fra Rusland om natten. Mørket bliver oplyst af flammer og stilheden afbrudt af øredøvende eksplosioner, hvor man aldrig føler sig sikker.

»Artilleri er det værste, jeg nogensinde har oplevet. Man stopper med at tænke, og ens instinkter tager over.«

Er du bange for at dø?

»Selvfølgelig er jeg bange for døden,« siger Ros. »Hver dag får jeg besked om, at venner, skolekammerater eller bekendte er døde.«

På samme spørgsmål svarer 23-årige Fedor fra Kharkiv det samme.

»Alle er bange. Det er kun de døde, som ikke er bange.«

Den unge ukrainer fortæller, at han allerede har mistet venner fra officersskolen.