Vidner fortæller, at den amerikanske soldat Robert Bales gik målrettet fra hus til hus og skød sine ofre i Afghanistan 11. marts, men hovedpersonens hukommelse fra episoden er blank.

16 civile afghanske liv blev revet væk, men den formodede gerningsmand bag skudepisoden sidste weekend i det sydlige Afghanistan husker intet. Det fortæller hans forsvarer ifølge CBS News, efter at de to sammen med yderligere to advokater talte sammen i syv timer mandag.

Det er kun glimt før og efter episoden, hvor han forlod sin militærbase og skød 16 afghanere i deres huse, som den 38-årige soldat Robert Bales kan huske, forklarer hans forsvarer John Henry Browne til CBS.

Vidner har fortalt, at Bales gik målrettet fra værelse til værelse i adskillige huse, hvor han skød folk. Det var ikke noget ukontrolleret angreb. Men alligevel lyder det fra Browne, at ugerningen er fuldstændig forsvundet fra Bales’ hukommelse.

Browne mødtes med sergenten i det militære fængsel på basen Fort Levenworth i Kansas, hvor Bales har været isoleret siden fredag, og her fortalte soldaten sin advokat, at han heller ikke havde været fuld, som der tidligere har været forlydender om.

- Han siger, at han fik nogle tåre af noget, men han fik ikke en hel drink, og derfor var han ikke fuld, siger Browne ifølge CBS News.

Den formodede gerningsmand har været udsendt fire gang, tre gange til Irak og én gang til Afghanistan, og det er kommet frem, at han angiveligt lider af posttraumatisk stresssyndrom fra de mange udsendelser. Og mandag gjorde han det klart for sin forsvarer, at han var i chok.

- Han er fikseret på tropperne, der er tilbage i Afghanistan, og hvad de vil beskylde ham for, og hvordan det kan have en negativ effekt på venner og landsmænd. Og han er bekymret for, at der kommer gengældelse som bunder i, hvad folk tror, han har gjort, siger Browne.

Bales er ikke blevet sigtet endnu, men ifølge Reuters forlyder det fra hans base nær Tacoma, Washington, at sigtelserne kommer i slutningen af ugen.

Mandag trådte sergentens kone frem i medierne, hvor hun udtrykte sin medfølelse for sin mands ofre og deres familier. Samtidig sagde hun, at hun stadig elskede sin mand meget højt.