Syriens nydannede oppositionskoalition har bedt om anerkendelse som landets legitime regering fra EU. Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) tøver og venter i stedet på det syriske folk.

SYRIEN: Det er for tidligt at anerkende Syriens nydannede oppositionskoalition, Syrian National Coalition (SNC), som landets legitime regering. Det fastslår udenrigsminister Villy Søvndal (SF) tirsdag aften efter dagens møde i Cairo mellem EUs udenrigsministre og Den Arabiske Liga, hvor SNC var på dagsordenen.

Lederen af den nye koalition, Mouaz al-Khatib, har tidligere tirsdag anmodet om EU-støtte, så oppositionen kan være i stand til at agere som Syriens regering og dermed som repræsentant for det syriske folk.

- Vi har endnu ikke taget stilling til, om vi i Danmark skal anerkende SNC som Syriens legitime regering. Det er alt sammen meget nyt, og jeg synes i virkeligheden heller ikke, at det er helt afgørende at indlede et kapløb om, hvem der er ude og godkende den nye opposition først, siger Villy Søvndal til Berlingske Nyhedsbureau.

Ministeren vil ikke svare på, hvad der skal til for, at Danmark anerkender den nye koalition, for det har regeringen ikke forholdt sig til endnu. I stedet venter Søvndal på det syriske folk.

- Det helt afgørende er nu, at syrerne opfatter, at der reelt er kommet større bredde i den syriske opposition, end der var før. Det er meget vigtigt, at oppositionen er i stand til at overbevise Syrien om, at de er klar til og kan tage over efter Assad og hans regime, siger ministeren.

Umiddelbart ser det da i Søvndals øjne ud til, at SNC er et godt alternativ til Syriens præsident Bashar al-Assad.

- SNC består af nogle folk, der lever op til de krav, vi kunne ønske os af mennesker, der skal lede en opposition. Det er en bredere opposition, end vi nogensinde har set før, der repræsenterer de mange politiske, religiøse og etniske grupperinger, der er i Syrien. Og det er et skridt fremad, det er der slet ikke nogen tvivl om, siger han.

Den Arabiske Liga har allerede anerkendt den nye koalitionsopposition, og tirsdag aften har Frankrig som det første vestlige land anerkendt koalitionen som den legitime repræsentant for den syriske befolkning. Det erklærede præsident François Hollande på et pressemøde, oplyser BBC.

Koalitionslederen al-Khatib har sagt, at en europæisk anerkendelse vil give oppositionen mulighed for at købe våben til kampen mod Assad. Hollande fortæller nu, at Frankrig vil overveje idéen om at støtte den syriske opposition med våben, mens Villy Søvndal er mere forbeholden.

- Den danske holdning har hele tiden været, at der skal findes en politisk løsning på den her konflikt, og at der slet ikke findes en militær løsning. Derfor er det ikke i dansk interesse at bevæbne hverken den ene eller den anden part i den syriske konflikt, siger han.