Selv om et af medlemmerne fra Pussy Riot undgår fængselsstraf, så viser sagen, at ytringsfriheden lider i Putins Rusland. Det siger den danske udenrigsminister Villy Søvndal (SF).

Den danske udenrigsminister Villy Søvndal (SF) mener, at behandlingen af de tre aktivister i punkbandet Pussy Riot tegner et billede af et Rusland, hvor basale frihedsrettigheder ikke kan garanteres.

- Retssagen er et bekymrende signal om respekten for ytringsfrihed i Rusland. I et åbent demokrati må der være plads til kritik og kunstnerisk udfoldelse, skriver udenrigsministeren onsdag i en pressemeddelelse.

Danmarks udenrigsminister er dog glad for, at et af de tre medlemmer har fået ændret sin dom fra fængsel til en betinget straf.

- Det er positivt, at den russiske appeldomstol har ændret afgørelsen til en betinget straf for et af de dømte medlemmer, udtaler Villy Søvndal.

Han finder det dog stadig stærkt kritisabelt, at de andre dømte medlemmer stadig står til at skulle befinde sig i fængselslejre de kommende år.

- Straffen på to års fængsel til de to andre medlemmer er fortsat helt ude af proportioner i forhold til gerningen, skriver Villy Søvndal.

De tre russiske punkere, der kalder sig Pussy Riot, brød i februar ind i en kirke i Moskva under en gudstjeneste. Her fremførte de en under et minut lang bøn, hvori de bad Jomfru Maria om at »jage« præsident Vladimir Putin bort. De tre kvinder blev i marts anholdt for deres aktion, og er siden da blevet idømt årelange ubetingede fængselsstraffe, for hvad en russisk domstol kalder »optøjer motiveret af religiøst had«.

En af kvinderne, Jekaterina Samutsevitj, fik onsdag ændret sin dom til betinget fængsel, idet dommeren vurderede hendes rolle i fremførelsen af bønnen for mindre væsentlig.