Øverst kan du se et indslag fra Fox News Insider om sagen.

Til at begynde med troede hun, at der var noget galt med kameraets blitz. Hver gang hun tog et billede af sin søn på fire måneder, lyste hans ene øje op med et skær af hvidt. Det viste sig, at blitzen har været med til at redde hans liv.

Da det hvide skær blev ved med at dukke op på billederne, forsøgte Andrea Temarantz fra Phoenix, Arizona, sig med kameraet fra en anden mobil. Men uanset hvad hun gjorde, blev skæret ved med at være dér. Lige midt i det ene øje på hendes lille søn på fire måneder.

Da hun kiggede tidligere billeder af sønnen Ryder igennem, opdagede hun, at det hvide skær var på mere end 97 procent af billederne.

Hun blev nervøs.

»Jeg begyndte at slukke for blitzen, fordi lyset var så slemt, men så kom jeg i tanke om, at jeg havde set billeder som mine før,« fortæller Andrea Temarantz til Fox News Insider.

En ondartet svulst

Hun tog derfor Ryder - der har Downs syndrom - til lægen for at få tjekket hans øjne. Lægen sendte dem imidlertid videre til en øjenspecialist, som hurtigt kunne give Ryder en diagnose. Retinoblastom.

En ondartet svulst i øjets nethinde, som udelukkende forekommer hos børn. Tilstanden er sjælden og rammer til sammenligning omkring fem børn årligt i Danmark.

De fleste børn får diagnosen, når de er mellem 12 og 18 måneder. Ryder fik allerede sin, da han var fire måneder, fordi det var blevet opdaget med blitzen. Det gav den lille dreng en overlevelseschance på 99 procent, når han havde fået fjernet tumoren, der ikke havde nået at sprede sig til hans andet øje eller til hjernen.

»Jeg troede bare, det var min mobil, der var dårlig. Den (tumoren, red.) kunne være vokset så meget større,« siger Andrea Temarantz til New York Daily News.

Vigtigt at opdage tidligt

Hun håber nu, at hun ved at stå frem med sønnens historie kan være med til at sprede budskabbet om at reagere hurtigt, hvis man ser et underligt skær i sine børns øjne på billeder, hvor der er brugt blitz.

»Vi håber, at folk kan lære, hvor nemt det er at opdage det. Min mand troede, at jeg bare var en 'skør fotografmor', men se blot hvor vi er nu. At opdage det tidligt er det vigtigste,« siger hun.

Lægerne forventer, at Ryder vil bevare sit syn på begge øjne efter kemo-behandlingerne.