Bilal Hadfi var en af de tre selvmordsbombere, der sprængte sig selv i luften ved Stade de France. Her fortæller hans mor, hvordan hendes søn endte som den yngste terrorist i weekendens terrorangreb i Paris.

Fatima Hadfis søn er lige død. Sammen med tre andre sprængte den bare 20-årige mand sig i luften foran Frankrigs nationalstadion Stade de France fredag den 13. november, hvor landsholdet spillede en venskabskamp mod Tyskland.

I alt døde 129 mennesker i de seks koordinerede terrorangreb, der fandt sted fredag aften og nat. Dobbelt så mange er sårede.

Den 20-årige Bilal Hadfi, der var i lære som elektriker, var fransk statsborger, men havde boet med sin familien - en søster og to brødre - i det sociale boligbyggeri Molenbeek nær Bruxelles i flere år. Faren døde for otte år siden og er begravet i Marokko.

Bilals mor, Fatima, beskriver sønnen som en 'trykkoger' i det belgiske samfund:

»Jeg havde fornemmelsen af, at han ville eksplodere en dag,« fortæller hun til den belgiske avis La Libre.

Samme indtryk havde en af hans tidligere lærere, der beskriver, hvordan han blev radikaliseret på kort tid.

»Efter angrebet på Charlie Hebdo (i januar, red.) havde vi en time, hvor han var meget ophidset og næsten ikke lod andre komme til orde. Han forsvarede angrebene, han sagde, at det var normalt - at man blev nødt til at sætte en stoppe for ytringsfriheden, og at den fornærmede religionen. Ja, på det tidspunkt, blev jeg virkelig bekymret, og jeg indrapporterede det på et klasseråd og skriftligt til ledelsen,« har læreren Sara Stacino forklaret til det belgiske medie VRT.

Kort tid efter - søndag den 15. februar - forlod Bilal pludselig sin familie og sit hjem. Han påstod, at han ville tage til Marokko for at besøge sin fars grav. I stedet rejste han til Syrien.

Dagen forinden besøgte han sin mor for sidste gang:

»Vi gav ham noget at styrke sig på, for han var ikke sig selv. Da han kom hjem, havde han røde øjne. Han tog mig i sine arme. Han vidste, at det var en afsked uden gensyn,« fortæller Fatima.

De næste par dage talte de sammen i telefonen, hvor Bilal foregav at være i Marokko, men onsdag fortæller hans søster moren sandheden. Bilal er rejst til Syrien.

Fatima fortæller, hvordan hendes verden brød sammen, og at hun straks bebrejdede sig selv, at hun ikke havde set tegnene. Hun havde bemærket en ændring i sin søns adfærd i tiden op til hans afrejse:

»Han stoppede med at ryge cigaretter og joints en måned før. Han fastede på mandage og torsdage for at bede Gud om tilgivelse. Jeg troede, det var positivt, at han var blevet omvendt,« siger hun.

Det lykkes familien at få kontakt til Bilal i Syrien, og en af hans brødre skælder ham ud for at have forladt Belgien.

»Du skal ikke råbe, det er min beslutning. I dette land har jeg ingen plads,« lyder det fra den nu afdøde terrorist.

Hans mor forsøger dog at holde kontakten til sønnen. Af samme grund melder hun ikke hans rejse til politiet, fordi hun er bange for, at hun aldrig vil se ham igen. Bilal fortæller aldrig, hvor han er, men beder sin mor og at slutte sig til ham for at hjælpe med at skabe en islamisk stat.

»Hvis jeg kommer, er det for at hente dig tilbage,« insisterer hun, men Bilal vil ikke med tilbage til Belgien, som ifølge ham er et 'vantro land'.

I marts kom belgisk politi på uanmeldt besøg hos familien, konfiskerede flere genstande - blandt andet kastestjerner - og lagde den ældste søn i håndjern. herefter fulgte politiet Bilal Hadfi nøje og tilføjede ham til listen over folk, der var rejst til Syrien.

Selv hævder Fatima, at hun ikke havde kontakt med sin søn i tre måneder op til angrebene i Paris i november. Han svarede hverken opkald eller mails. Var han mon gået i gang med at planlægge terrorangrebet? Og hvordan kom han fra Syrien til Paris. Det er nogle af de spørgsmål, som politiet håber at afdække i den næste tid.