Hendes følelser er - mildest talt - turbulente. For kan man elske en massemorder? Kan man glemme billederne af massakrerede skolebørn og se billedet af et menneske istedet? Billedet af ens solskinstråle, ens egen søn?

Dét er, hvad Susan Klebold har måttet slås med siden den dag i april 1999, hvor hendes søn Dylan og vennen Eric Harris stærkt bevæbnede gik ind på Columbine skolen i Denver, USA, og i løbet af 49 gruopvækkende minutter iskoldt dræbte 12 af deres skolekammerater. Og sårede yderligere 21.

»Der findes ikke noget rum, der er stort nok til at rumme den skyld, som jeg føler,« siger Susan Klebold til den engelske avis The Guardian.

Lige siden tragedien indtraf, har Susan Klebold skjult sig bag dette skjold af skyld. På ti-års-dagen for tragedien skrev hun en artikel til Oprah Winfreys magasin Q, og nu - knap 17 år efter massakren, der rystede hele verden - har hun brudt panseret helt, og udgivet en bog om at leve i efterdønningerne af en tragedie. Med et stort spørgsmål hængende over hovedet: 'Kunne jeg have forhindret det?'

»Man gennemgår i sit hoved hver eneste samtale, hver eneste gave, hvert eneste øjeblik, og alt hvad man føler er selv-foragt. Jeg lod dette ske. Det var min opgave at sørge for, at han følte sig tryg, at andre følte sig tryg. Så på en måde er det hele min skyld. For jeg var ikke stand til at stoppe det,« siger hun i interviewet.

I engelske Daily Mail finder man også uddrag fra bogen. Barsk læsning om, hvordan 17-årige Dylan havde haft disciplinære problemer, men nu var landet på den gode side igen. Hvordan han 3 dage f'ør massakren havde været til skolebal med en date, og var kommet hjem kl. 4 om morgen. Hvordan gik det? spurgte hun.

»Det har været den bedste aften i mit liv,« svarede hendes søn.

Da hun 3 dage senere kørte på arbejde, var den største bekymring familiens kat Rocky. Den var gammel. Helbredet skrantede. Få timer senere blev hun ringet op. Hendes søn Dylan var ikke bare morder. Han var massemorder.

»Ikke ét eneste øjeblik skænkede jeg det en tanke, at han kunne være til fare for andre,« siger hun til The Guardian, og fortæller, at hun nægter kun at se sin søn som et monster.

»Jeg elsker ham. Jeg har ikke noget andet valg,« siger hun.

Det var de to unge drenges plan at sprænge hele skolen i luften og dræbe så mange som muligt af de 2.000 elever på Columbine. Ifølge FBIs rapport - som kom i 2004 -  var vennen Eric Harris psykopat og hovedmanden bag, men de to drenges syge sind skabte tilsammen en farlig cocktail, hvor de piskede en voldelig stemning op. De var efter sigende inspirerede af bombningen i Oklahoma i 1995 samt Oliver Stones film 'Natural Born Killers'.

Begge drenge begik selvmord på skolen.

Massakren har desværre sidenhen inspireret adskillige andre unge utilpassede amerikanske drenge til lignende massakrer.