Politiet frygter, at der stadig findes lig i vandet efter massakren på øen Utøya i Norge.

Unge mennesker i gråd, i bare tæer og i chok går lørdag rundt mellem hinanden på Hotel Sundvolden, nær øen Utøya, hvor en falsk politimand for mindre end et døgn siden forsøgte at slå dem alle ihjel.

Hotellet er blevet deres midlertidige hjem, mens myndighederne forsøger at tilbyde krisehjælp og få et overblik over antallet af savnede.

Flere af de unge går rundt med mudder op og ned af bukserne, hver bærende på deres eget mareridt fra fredagens vanvittige massakre.

Politiet på stedet understreger, at man endnu ikke har overblik over, hvor mange savnede, der er.

Hele dagen har politiet haft dykkere i vandet for at lede efter eventuelle overlevende eller lig i vandet, der ikke er mere end ti grader.

Ifølge indsatsleder og politiinspektør Sem-Jacobsen vil man sågar forsøge at rekvirere en ubåd.

- Eftersøgningen er stadig i gang, og jeg kan ikke uddybe, hvor mange helikoptere, både og hunde vi har engageret i efterforskningen, siger politiinspektøren til B.T.s udsendte.

Politiinspektøren understreger, at man ikke kan holde så længe i de kolde vand. Og han frygter, at flere er omkommet i vandet, der kun er ti grader varmt.

- Det overlever man ikke så længe, siger politiinspektøren bekymret til B.T.s udsendte.

En bekymret mor håber på, at finde sin datter ved hotellet.

- Jeg har fået at vide, at der er en liste med savnede inde på hotellet, og den har jeg tænkt mig at kigge på ind imellem, siger en kvinde, der ikke vil have sit navn frem.

- Min datter har en veninde, der var på øen, men hun har skrevet på Facebook, at hun er ok, siger den bekymrede mor.

/ritzau/ & bt.dk