En kraftig rød cirkel med detaljerede og variede, hvide plamager mod en afgrundsdyb, sort baggrund.

Det er, hvad den franske fanske forsker Étienne Klein, som også er direktør i Frankrigs energikomission, lagde op på sin Twitter-profil.

Men billedet har vist sig at være et billede af en skive chorizo set fra kort afstand.

Til sine over 91.000 følgere roste han det nye James Webb-teleskop for den enorme detaljegrad i dens billeder.

»Billede af Proxima Centauri, den stjerne, som er tættest på solen, 4,2 lysår væk. Billedet er taget af James Webb-teleskopet. Det her detaljeniveau.. En ny verden bliver afsløret hver dag,« skrev den franske fysiker om billedet af den velkendte spanske pølse.

Klein har efter mange spørgsmål senere hen undskyldet og indrømmet, at billedet rent faktisk var et billede af en chorizo foran en sort baggrund.

»Set i lyset af de seneste kommentarer føler jeg mig nødsaget til at understrege, at billedet af Proxima Centauri var en joke,« skriver han i et svar på Twitter, og fortsætter:

»Lad os lære at være på vagt over for argumenter for folk med autoritet lige så meget som bestemte billeders appel.«

Webb-teleskopet er det mest kraftfulde teleskop, som nogensinde er blevet send i rummet. Det blev officielt taget i brug 12. juni, og er i stand til at se ind exoplanters atmosfærer og se nogle af de første galakser, som blev skabt.

Sidste måned delte NASA nogle af de spektakulære, første billeder fra teleskopet, som har overrasket verden.