Han snød sig i november sidste år gennem sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn uden hverken at have billet, visum eller et gyldigt pas.

Og nu er han så på færde igen.

Denne gang i Norge.

Det skriver Dagbladet.

Mandag blev han således anholdt i Kongsvinger, da han var på vej med toget fra Sverige til Oslo.

Den 46-årige, der både har et russisk og et israelsk pas, havde ingen billet og ingen penge.

Planen er nu, at han skal overføres til Danmark, hvor han tidligere har søgt asyl.

Den 4. november 2023 lykkedes det i Københavns Lufthavn for manden at komme ombord på et fly til Los Angeles uden billet. 

Da han ankom til Los Angeles, traf han, ifølge Ritzau, betjente ved grænsekontrollen i den amerikanske lufthavn.

Betjentene kunne ikke finde nogle oplysninger om den 46-årig og fandt ud af, at han ikke var angivet som passager på SAS-flyet eller nogle andre internationale fly.

Den 46-årige var heller ikke i stand til at fremvise et pas, visum eller et andet dokument, der tillod ham at komme ind i USA.

Ifølge det amerikanske justitsministerium gav han en falsk og misvisende forklaring til grænsevagterne. Han sagde blandt andet, at han havde glemt sit pas på flyet.

Manden blev fundet skyldig i at være blind passager på et flyv ved en domstol i USA, hvor den forbrydelse kan straffes med fængsel med op til fem år.

Strafudmålingen har ikke fundet sted endnu. 

Hvorfor manden nu er tilbage i Skandinavien, står endnu uklart hen.