Verdens hidtil mest effektive finskytte var en canadier fra Første Verdenskrig. Nu har en landsmand slået rekorden.

Alle frygter dem. Snigskytterne – eller finskytterne, som man kalder dem her i Danmark – som over store afstande dræber deres modstandere. Ingen opdager dem, før det er for sent, for de ligger ofte skjult langt borte og har i op til flere døgn observeret mulige mål.

Torsdag blev en ny rekord offentliggjort. En canadisk snigskytte ramte i maj sit mål på 3.540 meters afstand. Ti sekunder tog det, før skyttens kugle ramte personen. I dette tilfælde en jihadist fra Islamisk Stat i Irak, og dermed forhindrede skytten formentlig et angreb fra terrororganisationens side.

Den canadiske forfatter Mark Zuehlke, der har skrevet en del bøger om canadisk militær, siger til CNS News, at de bedste snigskytter ofte er vokset op på landet og fra barnsben har været med på jagt og har skudt med våben.

»De har været vant til at jage, og de ved, hvordan man skyder med et gevær under alle forhold,« siger han.

Finskytterne har ofte optrådt i bøger og film – blandt andet for et par år siden i den amerikanske film »American Sniper«, der fortæller historien om den kendte finskytte Chris Kyle (1974-2013). Han var uddannet frømand i det amerikanske Navy SEALs, specialuddannet som finskytte og blev USAs mest effektive skytte under krigen i Irak.

Men canadierne har sat den ene rekord efter den anden. I 2002 skød korporal Rob Furlong i Afghanistan en Taleban-kriger fra en afstand på 2.430 meter. Han slog dermed den rekord, som var blevet sat få dage forinden af en af hans landsmænd, der skød en anden person fra 2.286 meter. I 2009 var der en britisk skytte, der ramte sit mål 2.475 meter borte.

Artiklen fortsætter under grafikken:

Det siger sig selv, at finskytterne med disse afstande skal tage hensyn til en lang række faktorer. Temperaturer, vind, våbnets varme, ammunition og meget andet. Og som regel har skytterne været nedgravet eller skjult i mere end et døgn, når de efter den lange observa-tionstid endelig får et egnet mål i kikkertsigtet.

Og udtrykket »mål« er det, der anvendes, når skytterne udvælger deres ofre. For det må aldrig blive personligt. Man tager et andet menneskes liv.

Men skytterne er afgørende for deres soldaterkollegers arbejde i krigszonen. En finskytte kan skabe så meget panik hos fjenden, at det bliver lettere at bevæge sig rundt.

»Man må ikke tænke på dem, vi skyder, som personer. De er fjenden,« siger Chris Kyle blandt andet i filmen.

Men for at kunne ramme over så stor afstand er det ikke blot vigtigt at kende sit våben. Man skal også kende terrænet og tage hensyn til de bakker og dale, der er i området. Og så skal der selvfølgelig også en smule held til. Vindretninger kan skifte hurtigt, og hvis der sker noget på de ti sekunder, det i dette tilfælde tager kuglen at ramme målet, kan det blive en forbier.

En af Canadas mest berømte snigskytter var Francis Pegahmagabow (1889-1952), der under Første Verdenskrig dræbte 378 tyskere fra sine positioner i den nordlige del af Frankrig.

Han kom fra Wasauksing-stammen i Canada (tidligere Ojibwa), men meldte sig – trods det at den oprindelige befolkning dengang ikke havde nogen borgerrettigheder i Canada – som frivillig og blev krigshelt. Han sneg sig hen til fjendens linjer midt om natten, gravede sig ned eller skjulte sig på anden vis og dræbte så udvalgte soldater.

Han beskrev selv sin egen personlige kamp som tilhørende Wasauksing-stammen som en større krig end sin indsats under Første Verdenskrig. På trods af sine medaljer og status som krigshelt måtte han på ydmygende vis hente sin pension fra hæren hos en hvid administrator, der udbetalte pengene, som om de var lommepenge. Pegahmagabow havde ingen stemmeret og måtte bo i reservatet.

Midt i fascinationen af finskytter skal man ikke glemme, at mange af dem må leve med bevidstheden om, at de har set »ofret« i øjnene gennem kikkertsigtet.

Det kan påvirke det liv, de skal i gang med, når de forlader militæret.