Striden mellem Pandora og Jesper Kasi Nielsen fortsætter, og i næste uge mødes de to parter i Sø- og Handelsretten i en sag om mulig krænkelse af rettigheder.

De to har været på kollisionskurs siden 2011.

»Smykkevirksomheden har et mellemværende med Jesper Nielsen,« fortæller kommunikationschef Kristian Lysgaard til Ekstra Bladet. »Vi mener, at der er sket en krænkelse af vores rettigheder i forbindelse med markedsføring,« siger han.

Jesper Nielsen selv kalder det for en 'unødvendig retssag'. Han fortæller, at sagen drejer sig om et brev, der blev sendt ud af hans tidligere smykkefirma Endless Jewelry til mulige kunder i Frankrig.

Men ifølge Jesper Nielsen blev brevet sendt sidste efterår. Det var flere måneder efter han var stoppet i firmaet.

Endless var tilsyneladende ikke opmærksom på, at de ikke skulle nævne Jesper Kasi Nielsens fortid hos Pandora.

»Men min tese er nok, de gør det for at fjerne fokus fra en anden sag, som jeg desværre ikke kan udtale mig om, før den er færdiggjort ved en anden domstol,« skriver Jesper Nielsen til Ekstra Bladet.

Den sag han hentyder til, er at kort før han forlod stillingen som direktør for Pandoras tyske datterselskab, solgte han sit og familiens smykkedistributionsfirma Kasi ApS til Pandora for 385 millioner kroner.

Med i den aftale var en earnout-betaling, hvis værdi de to parter stadig strides om. Ifølge Jesper Kasi Nielsen er den 761 millioner kr. værd. Ifølge Pandora er dens værdi et simpelt '0'.