Blot seks dage før sin forsvinden sendte Anne-Elisabeth Hagen en besked til sin veninde. I beskeden beklagede hun sig over sin mand, som i dag mistænkt for at stå bag hendes forsvinden.

Faktisk er Tom Hagen sigtet for at have dræbt hende - eller i hvert fald at have medvirket til drabet på hende.

Netop føromtalte sms indgår som bevis i politiets efterforskning af milliardæren, der nægter sig skyldig.

Beskeden blev sendt til en af Anne-Elisabeth Hagens nære veninder 25. oktober 2018, skriver TV 2 Norge, der har set beskeden.

ARKIVFOTO af Tom Hagen.
ARKIVFOTO af Tom Hagen. Foto: TORBJORN OLSEN
Vis mere

Heri gav hun udtryk for, at ægtemanden ikke havde tildelt deres forestående bryllupsdag - den 49. af slagsen - megen opmærksomhed

Ligeledes pegede hun på, at Tom Hagen ikke lod til at trives så godt i ægteskabet længere.

Ganske tidligt i efterforskningen fik politiet kendskab til sms'en, som også blev fremlagt, da man i foråret forsøgte at få Tom Hagen varetægtsfængslet - uden held.

Politiet vil dog ikke kommentere, hvilken rolle SMS'en spiller i efterforskningen af sagen.

»Af hensyn til efterforskningen kan vi ikke besvare spørgsmål knyttet til et muligt bevis eller spekulationer omkring dette,« udtaler politiinspektør Gjermund Hanssen således til TV 2 Norge.

Lidt mere meddelsom er Tom Hagens forsvarer, Svein Holden, der afviser, at der skulle have været problemer mellem parret op til deres bryllupsdag.

»Tom og Anne-Elisabeth fejrede deres bryllupsdag med en god middag hos deres datter. Omtrent en uge senere planlagde parret at rejse på ferie for at markere dagen,« siger han til TV 2 Norge.

Bistandsadvokaten, der i sagen repræsenterer Anne-Elisabeth Hagen, ønsker ikke at kommentere sms'en eller dens betydning for efterforskningen.

Parrets hjem i Lørenskog. 
Parrets hjem i Lørenskog.  Foto: TORE MEEK
Vis mere

Sikkert er det dog, at forholdet mellem den forsvundne kvinde og hendes ægtemand er noget, som politiet har fokuseret på.

»Det er i en sådan sag åbenlyst, at relationen mellem ægtefæller er af stor betydning. Det er noget, som efterforskningen vil belyse yderligere,« har politiadvokat Haris Hrenovica således tidligere udtalt til TV 2 Norge.

Mens flere vidner overfor TV 2 Norge har givet udtryk for, at Tom Hagens og hustrus forhold var turbulent, har parrets tre børn beskrevet forholdene på Sloraveien 4 som »et godt hjem«.

Selv har Tom Hagen da også forklaret, at ægteskabet var et godt et af slagsen.

Han afviser derfor også at nogen form for kendskab til, hvad der skete dengang for næsten to år siden, da hans hustru forsvandt sporløst fra deres fælles hjem.

Ægteparrets ægtepagt har tidligere vakt opsigt, og ifølge norske medier kan den være et motiv for det mulige mord.