Skrivebordet er det samme, men manden bag det er en helt anden.

Og dét bærer det præg af.

The Resolute Desk har stået i Det Ovale Værelse siden 1880, og det gør det også nu, hvor Joe Biden har sat sig for bordenden som USAs præsident.

Men udsmykningen af præsidentens kontor og udstyret på hans skrivebord er ændret markant, siden Donald Trump onsdag forlod Det Hvide Hus, og Joe Biden rykkede ind.

Trump ved sit skrivebord med den lille trækasse med den røde knap.
Trump ved sit skrivebord med den lille trækasse med den røde knap. Foto: CARLOS BARRIA
Vis mere

For eksempel mangler en lille trækasse med en rød knap, som Trump havde til at stå på bordet ved siden af sine telefoner, skriver tv-stationen NBCdfw.

B.T. beskrev torsdag, hvordan præsident Biden straks slettede de fleste spor efter sin forgænger i Det Ovale Værelse:

Han har blandt andet fjernet de billeder og buster, som Donald Trump bragte med sig til Det Hvide Hus.

Det gælder en buste af den tidligere britiske premierminister Winston Churchill og et portræt af den syvende præsident, Andrew Jackson, som ville bevare slaveriet.

Joe Biden med billedet af Benjamin Franklin til højre.
Joe Biden med billedet af Benjamin Franklin til højre. Foto: Doug Mills
Vis mere

Udover diverse private familiefotos har Biden dekoreret sit kontor med et maleri af Benjamin Franklin og buster af borgerrettighedsikonerne Martin Luther King og Rosa Parks.

Og selv de tunge gyldne gardiner har fået en lidt lysere farve.

Da Joe Biden onsdag inviterede journalister indenfor på kontoret på sin første arbejdsdag, stod der udover de to telefoner kun en kop kaffe, et skrivesæt og en bunke mapper med dokumenter til underskrivelse.

Men en opmærksom journalist har bemærket, at der også mangler en helt særlig Trump-ting:

Nemlig den lille trækasse med den røde knap, også kaldet 'The Diet Coke button' – cola light-knappen.

Det var radiojournalist Tom Newton Dunn, der under et interview med Trump i 2019 bemærkede knappen første gang og fandt ud af, at den sikrede præsidenten friske forsyninger af cola light:

Hver gang Trump trykkede på knappen, udløste det en bestilling på en ny sending af præsidentens favoritdrik.

»Præsident Biden har fjernet 'The Diet Coke button',« skriver Tom Newton Dunn på Twitter og forklarer om sit besøg i Det Ovale Værelse, hvor han undrede sig over knappen:

»Til sidst trykkede Trump på den, og en butler kom hurtigt med en cola light på et sølv fad. Den (knappen, red.) er forsvundet nu.«

Flere brugere på Twitter gør dog opmærksom på, at billeder af både Barack Obama og George W. Bush viser, at den røde knap også stod på deres bord.

Det fremgår dog ikke, hvad der dukkede op, når de trykkede på den.