Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Billederne fra den sydlige ukrainske storby Mariupol husker de fleste nok.

Et sønderbombet teater. Nedenunder var et beskyttelsesrum med adskillige civile. Kvinder og børn. Ude foran teatret var med store bogstaver skrevet 'børn' på russisk.

En klar advarsel om, at her var civile, uskyldige og personer, som søgte tilflugt fra den krig, som Rusland på fjerde uge fører mod Ukraine og landets befolkning.

Alligevel blev teatret ramt af et russisk missil og lagt i ruiner.

Netop den umiddelbare russiske ligegyldighed med civile skaber i stigende grad bekymring.

Bygninger og biler med advarsler om børn i bliver beskudt, barselshospitaler bliver bombet til ukendelighed, og civile på flugt rammes af missiler.

Men det er ikke til at sige, om det er en bevidst strategi.

»Der er ingen, der ved, om det er bevidst, at russerne rammer de her bløde mål. Og det er meget bløde mål i form af børn og barselshospitaler. Det er måske tilfældigheder,« siger major og chef for Center for Luftoperationer ved Forsvarsakademiet Karsten Marrup til B.T.

Billeder fra Maxar viste, hvordan der var skrevet 'børn' på russisk udenfor teatret i Mariupol.
Billeder fra Maxar viste, hvordan der var skrevet 'børn' på russisk udenfor teatret i Mariupol. Foto: -
Vis mere

»Der begynder dog at være så mange tilfældigheder, at det kunne ligne et mønster,« siger han.

Han fortæller, at der kan være en række forklaringer på de efterhånden mange beviser på, at russerne har ramt civile og bløde mål.

»Der er en forskel på, om russerne bevidst går efter at skyde på biler eller bygninger, hvor der er skrevet 'børn', eller om de rammer dem, fordi de er, hvor der foregår kampe,« forklarer han.

Samtidig kan det heller ikke udelukkes, at ukrainerne udnytter, at man kan skrive børn på biler, som ikke indeholder børn.

En bil med flere skud gennem ruderne. På det gennemskudte skilt i ruden står der 'børn'.
En bil med flere skud gennem ruderne. På det gennemskudte skilt i ruden står der 'børn'.
Vis mere

Debatten om russiske troppers angreb på civile fik endnu et nøk, da den ukrainske menneskerettighedsforkæmper Oleksandra Matviichuk for få dage siden delte et billede af en sort bil på Twitter.

»Syriske menneskerettighedsforkæmpere har advaret os mod at skrive 'børn' på civile objekter. De siger, at russerne i Syrien bevidst skød mod sådanne objekter. En god illustration af det er det her foto med et smadret vindue mod ordet 'børn' på skrevet på det,« lød det.

Til B.T. fortæller Internationalt Røde Kors om sagen:

»Vi har ikke førstehåndsviden om, at det skulle finde sted,« lyder det helt kort med en følgende erklæring om, at man opfordrer alle parter i krig til at afstå fra at ramme børn og andre bløde mål.

Andre læser også