En politibetjent og flere andre personer er mandag eftermiddag lokal tid blevet skudt og såret af en bevæbnet gerningsmand på Mercy Hospital i området South Side i den amerikanske millionby Chicago.

Det oplyser det lokale politi på Twitter, hvor man samtidig melder om flere sårede, heriblandt en politimand.

Hans tilstand beskrives som kritisk.

En polititalsmand fortæller til den lokale NBC-tv-station, at hospitalet er delvist evakueret, og at der er et massivt politiopbud i området.

Skyderiet fandt sted omkring klokken 15.20 lokal tid. Der blev sendt mindst 15 ambulancer til stedet, da alarmcentralen modtog et opkald, om at en 'aktiv gerningsmand' var løs. Det oplyser en talsmand for byens brandvæsen.

I første omgang skrev politiet på Twitter, at der var tale om 'adskillige ofre'. Senere blev det oplyst, at der er tale om 'færre end seks personer, som er blevet skudt'.

En gerningsmand er blevet skudt af politiet, oplyser talsmand for Chicagos politi, Anthony Guglielmi, til nyhedsbureauet AP.

Politiet skød manden, da man trængte ind på området.

Politiet opfordrer folk til at undgå at færdes i området.

En ansat på Mercy Hospital fortæller til Chicago Tribune, at der lød en advarsel over højttalersystemet. Her fik alle besked på at låse dørene.

Senere blev alle evakueret fra hospitalet, og folk blev sat på busser og kørt væk fra stedet.

Tv-optagelser på blandt andet Fox News viser flere mennesker forlade hospitalet til fods med deres arme i vejret.

Motivet til skyderiet er fortsat ukendt.