Seks personer mistede livet, da der tirsdag morgen blev skudt på et hospital i byen Ostrava i det østlige Tjekkiet.

Gerningsmanden slap væk fra gerningsstedet, men menes efterfølgende at have skudt sig selv i en bil. Det skriver tjekkisk politi på Twitter.

De første meldinger gik på, at fire var blevet dræbt, og to livsfarligt kvæstede, men siden er dødstallet steget. To meldes stadig alvorligt såret.

Den tjekkiske indenrigsminister, Jan Hamacek, bekræfter over for det tjekkiske nyhedsbureau CTK, at angrebet har krævet flere liv. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Efter skyderiet ved syv-tiden tirsdag morgen gik en storstilet politijagt i gang.

Massive politistyrker ledte efter en mand i en rød jakke, som blev beskrevet som farlig. Politiet offenrliggjorde et billede af manden. Politiet efterlyste også den grå Renault Laguna, som han kørte i.

»Efterforskningen er stadig i gang, så jeg vil ikke kommenterer yderligere detaljer. Politiet gør alt, hvad de kan, for at løse situationen,« siger Jan Hamacek umiddelbart efter skyderiet.

Motivet til skyderiet kendes endnu ikke, og det vides heller ikke, om gerningsmanden er gået efter udvalgte ofre eller har skudt tilfældige.

Foto: LUKAS KABON
Vis mere