Der har mandag formiddag været skyderi på et universitet i den russiske by Perm.

Ifølge både det russiske nyhedsbureau TASS og  RT News skulle der være otte dødsofre.

Det skulle Ruslands Undersøgende Komité, der undersøger større forbrydelser i landet, have bekræftet. Tass skriver videre, at der skulle være syv sårede, heraf en i alvorlig tilstand. De er alle indlagt på hospitaler i byen.

Der skulle være tale om en enkelt gerningsmand, der klokken 11 lokal tid skulle været gået ind på universitetet og have skudt løs omkring sig. Ifølge Tass skulle der være tale om en elev på skolen – og han skulle være blevet anholdt og i den forbindelse såret.

Politiet blokerer gaden ved universitetet i Perm.
Politiet blokerer gaden ved universitetet i Perm. Foto: STRINGER
Vis mere

»Den mistænktes identitet er fastslået. Han er tilbageholdt, og information om ham bliver indsamlet,« siger Svetlana Petrenko fra Ruslands Undersøgende Komité.

Ifølge RT News skulle universitetet hurtigt via sociale medier have informeret folk om, at de skulle forlade campusområdet øjeblikkelig eller låse sig inde. Det lød også, at alle andre skulle holde sig væk.

På sociale medier florerer der ligeledes videoer, hvor man kan se studerende kravle ud ad vinduerne på universitetsbygningen og hoppe ned fra 1. sals-højde. Lige som der også findes videooptagelser af en sortklædt, bevæbnet mand, der kan ses gå mod uddannelsesstedet. Se det øverst i artiklen

De russiske myndigheder er også i færd med at undersøge, om der skulle have været flere gerningsmænd involveret i det blodige angreb.

Politiet er mødt talstærkt frem ved universitetet i Perm.
Politiet er mødt talstærkt frem ved universitetet i Perm. Foto: MAKSIM KIMERLING
Vis mere

»Vi undersøger oplysninger om mulige medskyldige. De studerende kan have være forvirret på grund af frygt. Skyderiet er ophørt,« som guvernøren i Perm-regionen, Dmitry Makhonin, udtrykker det ifølge TASS.

Perm ligger cirka 1.100 kilometer øst for Moskva og der bor en lille million i byen. Ifølge nyhedsbureauet AP er der 12.000 studerende på universitetet.

Opdateres …