Rusland har endnu en gang lukket for Nord Stream 1-gasrørledningen.

Det har blandt andet ført til et bredt fald på de europæiske børser og en kraftig stigning i gaspriserne.

Men det er ikke Ruslands skyld, mener Rusland. Det skriver Sky News.

Talsmand Dmitry Peskov i det russiske udenrigsministerium siger, at årsagen til lukningen er, at det statsejede russiske gasselskab Gazprom ikke må vedligeholde rørene, på grund af vestlige sanktioner mod Rusland.

»Hvis europæerne absolut vil tage den absurde beslutning at nægte vedligeholdelse af deres udstyr, eller rettere Gazproms udstyr, er det ikke Gazproms skyld,« sagde Peskov og fortsatte:

»Det er europæiske politikere, der har taget beslutningerne om at lave sanktioner, og de er forkerte.«

Ifølge Ursula von der Leyen, der er formand for EU-Kommissionen, så bruger Rusland og Putin gassen som våben.

'Putin bruger energi som et våben ved at skære ned på forsyningen og manipulere vores energimarkeder. Han vil fejle. Europa vil sejre. EU-Kommissionen er ved at udarbejde forslag, der skal hjælpe sårbare husholdninger og virksomheder med at klare de høje energipriser,' skriver hun på Twitter og fortsætter:

'Det EU-Kommissionens forslag har til formål er: at reducere efterspørgslen efter elektricitet, lave et prisloft på rørledningsgas, hjælpe sårbare forbrugere og virksomheder med indtægter fra energisektoren samt muliggøre støtte til elproducenter, der står over for likviditetsudfordringer i forbindelse med volatilitet.'