Jo Cox er død af sine kvæstelser, efter hun blev skudt på åben gade i Birstall, oplyser britisk politi.

Den britiske Labour-politiker Jo Cox er død efter torsdagens skudangreb, oplyser britisk politi på en pressekonference.

Politiet oplyser på pressekonferencen, at man nu efterforsker motivet bag drabet på den 41-årige parlamentariker.

Den formodede gerningsmand, en mand på 52 år, blev anholdt kort efter angrebet, oplyser politiet.

Skudangrebet skete i byen Birstall sydvest for Leeds, ikke langt fra Labour-politikerens kontor.

Det er endnu uklart, præcist hvad der skete, men øjenvidner har fortalt til britiske medier, at Jo Cox blandede sig i et håndgemæng mellem to mænd, og at den ene af dem trak en pistol, som han affyrede to gange.

Alarmcentralen modtog et opkald om angrebet klokken 12.53 lokal tid. Jo Cox blev hastet til et hospital i Leeds, men hun døde klokken 13.48, mindre end en time senere, oplyser politichef Dee Collins på pressekonferencen.

- Hele Labour-partiet, Labour-familien og sågar hele landet er i chok over Jo Coxs død i dag, siger Labour-partiets leder, Jeremy Corbyn, ifølge BBC.

Stephen Kinnock, der er gift med tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og også er valgt ind i parlamentet for Labour, er en af de partifæller, der sørger over Jo Coxs død.

- Jeg kan ikke finde ord for, hvad der er sket i dag. Det er chokerende. Hun var så talentfuld og et dejligt menneske, siger Kinnock til BBC.

/ritzau/