Massemorderen Anders Breivik skød Ina Libak fem gange under massakren på Utøya. Hun troede, at hun skulle dø, fortalte den unge kvinde i retten.
- Jeg husker alle skuddene, der ramte. Måske ikke rækkefølgen. Jeg blev skudt i armene, og tænkte, at det kunne jeg overleve. Så blev jeg skudt i kæben, og da tænkte jeg, at det var mere alvorligt. Så blev jeg skudt i brystet, og det tænkte jeg, at det dør man af, fortalte den kønne, 22-årige kvinde, da hun vidnede som tirsdagens andet vidne mod massemorderen Breivik.
Ina Libak stod i Utøyas største bygning og passede sin køkkentjans, da hun blev overrasket af Anders Breivik .
- Jeg stod og tog opvasken. Så hørte jeg skud. Jeg gik ud for at se, hvad der skete, og så gik jeg ind i Lillesalen. Jeg så en del, som jeg kendte, vi prøvede at berolige hinanden. Vi talte om, at de naturligvis måtte være fyrværkeri, fortalte hun i retten.
LÆS ALT OM RETSSAGEN MOD BREIVIK HER
- Så hørte vi vældig mange skud. Der var nogen, der rullede et klaver hen foran døren og et bord foran. Så gemte vi os der, sagdeIna Libak. Klaveret gav dog ikke nok ly for massemorderen, og Ida Livak blev ramt af hans skud.
- Jeg blev skudt flere gange. Jeg begyndte at forstå, at han var inde, Jeg rejste mig op og begyndte at løbe, fortalte hun. Hun dryppede så meget blod, at andre senere har fortalt, at hun efterlod sig et blodspor.
Den unge kvinde nåede også at se flere kammerater blive skudt.
- Jeg husker deres ansigter, men efter at de blev skudt, husker jeg ikke mere. Jeg tror måske, at jeg holdt mig for øjnene, fortalte hun.
Hårdt såret af skud begyndte Ina at løbe for at komme væk fra Breivik. Men hun nåede ikke langt.
- Da mærker jeg, at jeg begynder at falde, jeg kan ikke holde mig oppe. Jeg tænker, at nu dør jeg.
Den unge kvinde var iført en blomstrer sommerkjole og hvid trøje, og havde sit lange hår i en lille elastik, mens hun forklarede i retten. Hun virkerde selvsikker og havde styr på situationen.
Da hun ikke kunne løbe mere, forsøgte hun i stedet at stoppe sine blødninger. Men kammeraterne lod ikke Ina blive liggende alene. En ung mand ved navn Ole Martin løfter hende op og løber ud med hende. De gemmer sig, og Ole Martin holder hende over såret i brystet, mens en pige holder hende om kæben, så det ikke bloder. Flere andre omkring hende ligger helt tæt, så de varmer hende og standser blødningen.
- De, der var rundt omkring mig var helt fantastiske. De skiftedes til at sige, at vi klarer det, vi overlever det. De sagde, at folk før havde overlevet at blive skudt i hovedet. De sagde, at de var der for mig, fortæller Ina, der kan huske en del fra, da hun lå og ventede på hjælp. Hun lå i skoven nær pumpehuset.
- Jeg hørte stemmer. Jeg husker kun stemmerne, ikke ordene. Jeg husker meget høje skrig. Vi talte sammen om, hvad der skete dernede. Vi talte om, at vi måtte være stille, fortæller den unge pige, der på mirakuløs vis overlevede massakren.
I retssalen tirsdag har hun endda overskud til at grine lidt af sine ar, da hun glædeligt viser dem frem. Hun får også flere gange resten af salen til at grine og får lettet den trykkede stemning.
Ina Lak lå efter massakren på hospitalet i fem uger. Men hun har klaret at få sin hverdag til at hænge sammen efterfølgende og har fulgt sit studie på fuld tid.
