En satellit skal bane vejen mod et renere univers. Anslået 100 millioner stykker affald kredser om Jorden.

London. For første gang er det lykkedes en skraldesatellit at indfange et objekt i rummet, skriver dr.dk.

Fangsten skete med et net, og Kristian Pedersen, professor og direktør på DTU Space, kalder den et "gennembrud".

- Der er blevet spekuleret længe i, hvordan vi kan rydde op i rummet, siger han til dr.dk.

Der er dog ikke tale om rigtigt rumskrald, men derimod en miniaturesatellit, da forskerne forsat er i gang med at teste udstyret.

Den succesfulde fangst er første del af den europæiske mission RemoveDEBRIS (fjern affald), der blev skudt i gang i april i år.

Skraldesatellitten er cirka 100 kilo tung og på størrelse med et køleskab. Den er ud over nettet bevæbnet med en harpun og et sejl.

Harpunen skal testes i maj næste år, hvorefter sejlet står for skud.

Efter testene sætter satellitten kurs mod Jorden, hvor det er forskernes forhåbning, at den brænder op i atmosfæren.

Ifølge dr.dk anslås det, at der er over 100 millioner stykker affald i kredsløb om Jorden.

De fleste af stykkerne er meget små, men de små stykker er nogle af de farligste. De kan bombardere rumfartøjer og satellitter med op mod 25.000 kilometer i timen.

Yderligere kan store bunker af skrot resultere i, at al form for aktivitet i rummet omkring Jorden bliver umuliggjort.

/ritzau/