Verdenshavene mister ilt i et bekymrende højt tempo,

Det viser et nyt amerikansk studie offentliggjort i tidsskriftet Science.

Studiet viser, at områder med såkaldte døde zoner - områder med meget lavt iltindhold i vandet og nærmest intet liv - er blevet markant flere og de allerede kendte områder er vokset. Udviklingen skyldes angiveligt de stigende mængder CO2 i atmosfæren.

Udviklingen bekymrer Jeff Nesbit, der er tidligere juridisk direktør i National Science Foundation i USA.

»Forestil dig at alle levende væsener i Nordamerika, inklusive mennesker, blev kvalt og havde problemer med at ånde, fordi der pludselig blev mindre ilt. Alle ledere, fra borgmestere til guvernører, ville gå i panik. De ville gøre hvad som helst for at gøre noget ved den akutte fare,« skriver Jeff Nesbit i en kronik i US News & World Report.

Størrelse og antal på områder med meget lavt iltindhold er blandt andet øget markant ved de nordlige kyster i Europa og ved den amerikanske østkyst. Men også længere ude i verdenshavene er der opstået iltfattige områder.

Problemet er så stort, at flere arter ikke kan leve i de områder, hvor de tidligere har trivedes.

»Områderne som taber ilt kan ikke længere bebos af mange organismer,« siger Denise Breitburg, der er marinebiolog ved Smithsonian Environmental Research Center og hovedforfatter på det bekymrende studie.

Norske Dagbladet har talt med Bjørn Hallvard Samset, der er seniorforsker ved det norske center for klimaforskning, CICERO. Han gør opmærksom på, at der er også er iltfattige havområder mellem Norge og Danmark. Derfor bør vi gøre en større indsats for at flyve mindre, køre mindre i bil og spise mindre kød.