Skandalerne er kommet en efter en hos flyselskabet Boeing, efter deres nyudviklede flytype 737 Max styrtede ned to gange og dræbte over 300 mennesker.

Først kom det frem, at de voldsomme flystyrt skyldtes en softwarefejl i det nye Max-fly. Og senere blev det afsløret, at Boeing endda kendte til denne softwarefejl inden flystyrt nummer to, men tilbageholdt viden om den.

Nu kan The New York Times fortælle nye, skræmmende detaljer fra hjertet af Boeings virksomhed:

Ikke engang medarbejderne hos Boeing var sikre ved den nye flytype.

Det fremgår af en række interne chatbeskeder mellem to piloter hos Boeing, som selskabet har måttet lægge frem som led i den efterfølgende undersøgelse af Boeings ansvar for ulykkerne.

En del af kritikken af Boeing går på, at simulatortræningen til den nye flytype ikke var tilstrækkelig.

Nu viser det sig, at flere medarbejdere ikke var var trygge ved dette, og at de inden ulykkerne delte deres tanker i meddelelser, der efter de to fatale flystyrt fremstår gruopvækkende profetiske:

»Ville du sætte din familie på et Max simulator-trænet fly? Jeg ville ikke,« skrev en medarbejder ifølge New York Times til en anden, der kortfattet svarede nej.

Blandt de interne beskeder er der også eksempler på, at medarbejderne i Boeing har gjort tykt grin med udviklingen af flyet.

En medarbejder skrev ifølge The New York Times til en anden medarbejder, at flyet er designet af klovne, som er blevet kontrolleret af aber.

Samtidig med at Boeing har fremlagt korrespondancerne, tager virksomheden afstand fra medarbejdernes beskeder. Men episoden betegnes i de amerikanske medier som endnu en pinlig skandalesag for virksomheden.

Flytypen Boeing 737 Max har været forbudt flyvetilladelse siden marts efter de to dødelige flystyrt. Det er endnu uklart, hvornår flytypen må flyve igen.