Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
De fleste har nok prøvet, at deres fly er blevet en smule forsinket.
Men for de 100 passagerer, der torsdag i sidste uge skulle med et Ryanair-fly fra Sandefjord i Norge til Wroclaw i Polen, blev forsinkelsen noget længere.
25 timer kom de til at vente, og hele syv gange blev afgangen udskudt.
To af passagererne, Lukasz Zamaro og Aurora Gossé, var stået op klokken fire for at komme til Torp Sandefjord lufthavn, hvorfra flyet skulle lette klokken 08.40.
Det gjorde det dog ikke, og lidt før klokken 9 lød det, at flyet havde tekniske problemer.
Først flere timer senere kom meldingen om, at de skulle med et andet fly, som ville lette klokken 14. Dette fly havde dog også tekniske problemer.
»Jeg føler mig snydt af Ryanair. Det var så absurd, at begge fly havde tekniske problemer,« siger Aurora Gossé.
Herfra kom meldingerne om yderligere forsinkelser løbende.
Først lød det, at flyet ville lette klokken 15, så blev det udskudt til klokken 19, derefter klokken 00.50, så klokken 02.30 og endelig 09.30, hvor det langt om længe kom afsted.
»Ingen i lufthavnen kunne svare på spørgsmål. Der var ingen fra Ryanair, og de lufthavnsansatte kunne ikke hjælpe.«
Ryanair var ikke behjælpelig med nogen form for overnatning til de strandede passagerer, som altså ikke vidste, hvornår de kunne komme afsted, men lufthavnen fandt dog nogle feltsenge.
Flyselskabet gav dog hver passagerer fire madkuponer til en værdi af 35 kroner stykket.
»En baguet og smoothie koster 179 kroner, så allerede der var vi over beløbet, vi fik i kuponer,« siger Aurora Gossé.
Hun forklarer videre, at de ville have taget hjem igen fra lufthavnen, hvis de havde vidst, at de ville ende med at vente så længe, og hun siger, at hele forløbet føles som en tidlig aprilsnar.
Hos Ryanair beklager man da også den store forsinkelse.
»Passagerne blev informeret via e-mail, sms og app og fik kuponer. Der var begrænset med overnatningsmuligheder i Sandefjord, så nogle passagerer blev i lufthavnen. Dem, der arrangerede egen overnatning, vil få penge tilbage fra os,« lyder det fra flyselskabet.