500 indbyggere fra den italienske by Massarosa er evakueret.

Det sker, efter endnu en skovbrand er begyndt at rasere i området, og en bådfabrik med 3.000 ansatte er lukket, efter en gastank er eksploderet. Det skriver Reuters.

Branden brød ud sent mandag aften nord for Pisa, og ifølge civiltjenesten i Toscana har flammerne spredt sig over de seneste dage. Guvernøren i Toscana, Eugenio Giani, er onsdag morgen kommet med en melding på Twitter.

»Jeg fortsætter med at overvåge den forfærdelige brand,« skriver Eugenio Giani blandt andet på mediet.

Ifølge guvernøren estimeres det, at branden har ramt et område på 560 hektar.

Brandvæsnet har lige nu tre helikoptere, to brandslukningsfly og 12 brandenheder til stede for at forsøge at holde branden under kontrol.

Norditalien har nu været ramt af en tørkeperiode i flere uger med flere skovbrande som følge.

I starten af juli erklærede den italienske premierminister, Mario Draghi, undtagelsestilstand og udstedte en krisepakke efter den voldsomme tørke, der har ramt store dele af landet.

Krisepakken lød på 36,8 millioner euro, hvad der svarer til i omegnen af 270 millioner kroner.

B.T. følger den europæiske hedebølge tæt i disse dage. Du kan få de seneste opdateringer HER.