I samme område i Californien, hvor skovbrande hærger lige nu, mistede 44 mennesker livet i brande sidste år.

Spring Valley. Myndighederne i den amerikanske delstat Californien har beordret evakuering af op mod 3000 mennesker fra området Spring Valley.

Det skyldes vinddrevne skovbrande, der hærger i området.

Lørdag blev et område på 31 kvadratkilometer ødelagt, mens 12 bygninger søndag brændte ned. Myndighederne frygter, at yderligere 600 hjem vil blive skadet af skovbrandene.

Jonathan Cox, der er chef for statens agentur for beskyttelse mod skovbrande, håber, at borgerne vil tage evakueringsvarslet alvorligt.

- Vi opfordrer til, at borgerne reagerer på det med det samme, når de hører, at der er et evakueringsvarsel. Det er vigtigt, at de kommer væk hurtigt og bliver der, indtil det er sikkert at vende tilbage, siger han.

Uberegnelige vindstød kombineret med høje temperaturer har drevet flammerne fra San Jose til grænsen til Oregon.

I samme område mistede 44 mennesker livet i oktober sidste år, mens tusindvis af hjem blev ødelagt af voldsomme skovbrande.

Få måneder senere - i december - hærgede den største skovbrand i Californiens historie, siden man begyndte at måle skovbrande i 1932.

Skovbranden, der fik navnet Thomas, ødelagde flere end 700 hjem. Da branden var på sit værste, blev 100.000 mennesker bedt om at evakuere.

/ritzau/AP