Lyt til artiklen

Et niende offer for helikopterulykken i Glasgow fredag aften er blevet fundet. Politiet vil ikke udelukke muligheden for at finde flere dræbte i ruinerne.

SKOTLAND: Politiet i Skotland bekræfter endnu et dødsfald efter helikopterulykken i Glasgow fredag aften, hvilket bringer dødstallet op på ni, skriver BBC.

Politihelikopteren styrtede fredag aften klokken 22:25 ned i en pub i den skotske storby.

Politichef Rose Fitzpatrick siger, at man endnu ikke har fastslået identiteten på den dræbte.

Alle ombordværende i politihelikopteren - to betjente og en pilot - blev dræbt ved uheldet. Desuden blev seks gæster på pubben Clutha Bar dræbt.

Op mod 120 mennesker menes at have været gæster i pubben, da ulykken skete fredag aften under en live koncert på pubben. Politiet oplyser, at der kan være flere personer inde i den kollapsede bygning, som på grund af dynger af mursten og sammenstyrtede vægge ikke har kunnet komme ud.

Et øjenvidne har beskrevet, at helikopteren pludselig faldt ned fra himlen »som en sten«. Politiet har endnu ikke noget bud på, hvad der fik helikopteren til at styrte ned.

Ifølge Skynews har helikopteren af typen Eurocopter EC135 T2 to gange tidligere været involveret i ulykker i Skotland.

I 1990 omkom en betjent, da en helikopter af denne type styrtede ned under dårligt vejr i Glasgow. I 2002 skete et tilsvarende styrt nær byen Muirkirk i Skotland. De tre ombordværende slap med livet i behold, oplyser Skynews.

Pilotorganisationen British Airline Pilots Association kalder det ifølge Skynews »påfaldende«, at den samme type helikopter har været involveret i nu tre ulykker og mener, at helikopterne bør underkastes en nærmere undersøgelse.