Restaurantkæden Mr Burger i Australien har et saftigt tilbud - gratis burgere resten af dit liv. Der er dog ét særligt krav, før du kan sætte tænderne i sesambollerne - du skal skifte dit efternavn til Burger.

Det skriver Mashable.

Mr Burgers tilbud om gratis burgere resten af livet lyder næsten for godt til at være sandt. Og det vil mange nok også mene, det er. For at få adgang til det livslange tag-selv-bord af gratis burgere kræver det nemlig, at man skifter sit efternavn til Burger og sender beviset på navneskiftet til den australske burgerkæde.

Ideen til det kreative tilbud er ifølge Mr Burgers marketing manager, Maleik Edwards, kommet efter en tid med for 'meget seriøsitet i verden'.

»Medierne - verden - har været optaget af kedelige ting såsom Brexit og valget. Vi som firma synes, at folk tager livet for seriøst, og det her er bare en måde at have det sjovt på,« siger han til Mashable.

Artiklen fortsætter under tweetet

Men før du skynder dig ned for at skifte navn, er der en del ting, som måske vil få dig til selv at hoste op med pengene for dine burgere i fremtiden. Det livslange forbrug af burgere gælder i realiteten kun for en enkelt burger om dagen og kun, hvis du er over 18 år og blandt de første 10 personer, der henvender sig med nyt efternavn. Derudover findes Mr Burger kun i Australien, så det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse at hente din daglige burger.

Ifølge Maleik Edwards fra Mr Burger har der været masser af interesse om det usædvanlige tilbud. Det særlige krav fra burgerkæden har dog ikke kastet nogle navneskift af sig indtil videre.

»Vi har haft mange mennesker, der overvejer det, men vi ved ikke, hvor mange der vil tage det seriøst,« siger Maleik Edwards til Mashable.

Tilbuddet om gratis burgere for resten af livet stopper den 31. juli, så der er stadig mulighed for at tænke tanken helt til dørs, inden man hopper ned for at få skiftet sit navn.